Turpal Bisultanov skal bryde sit livs største kamp efter sejr mod glat georgier

Den danske bryder Turpal Bisultanov skal kæmpe om bronze ved OL.

En overbevisende sejr til den danske bryder Turpal Bisultanov har sikret ham chancen for at vinde en bronzemedalje ved OL.

22-årige Turpal Bisultanov besejrede torsdag middag georgieren Lasha Gobadze med 6-0 i sin opsamlingskamp i 87-kilo klassen i græsk-romersk brydning.

Derfor var det også en glad bryder, der mødte DR Sporten efter opsamlingsrunden.

- Jeg har det virkelig godt efter en sejr, hvor jeg nu kan kæmpe om en OL-bronzemedalje. Det har altid været drømmen at komme til OL, og at skulle kæmpe om en OL-medalje er ret surrealistisk at tænke på.

Bryderen Turpal Bisultanov havde styr på sin modstander, Lasha Gobadze. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Nu skal jeg bare hjem og slappe af, nyde det og så blive klar til i aften, hvor jeg skal give den fuld hammer, lyder det fra Turpal Bisultanov.

Den georgiske modstander fik da heller ikke et ben til jorden mod den stærke, danske bryder.

- Jeg får presset ham mentalt, og der er nogle småting, der går min vej, og så knækker han. Det udnytter jeg, siger han.

Glat georgisk bryder

I opsamlingskampen havde den danske bryder udfordringer med at få fat i georgieren Lasha Gobadza, der var meget glat. Derfor blev kampen indledningsvist stoppet, da Bisultanov tydeligt mærkede, at der var noget galt.

- Jeg kunne mærke med det samme, da jeg tog fat i ham, at det gled rundt. Han havde taget en masse balsam på, tror jeg. Da jeg fik ham ned, kunne jeg ikke rulle ham, fordi mine arme gled rundt. Dommeren kunne lugte det og fik ham til at fjerne det, siger Bisultanov.

- Han prøver at gøre alt. Jeg synes, det er respektløst. Jeg synes ikke, det er fair, han prøver at ødelægge mine drømme på den måde.

Turpal Bisultanov fik støtte af sine trænere til at fastholde fokus efter de glatte georgiske tricks. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

I bronzekampen torsdag aften skal danskeren møde den forsvarende verdensmester ungareren David Losonczi, som Bisultanov sammen med sine trænere skal bruge resten af dagen på at blive klogere på.

- Vi skal hjem og studere ham nærmere. Det er mit livs største kamp. Jeg vil gøre alt for at kæmpe for Danmark, siger Bisultanov.

Bryderen, der har tjetjenske rødder, vandt i 2022 både EM-guld og VM-sølv.

Bronzekampen skal brydes omkring klokken 20.00 torsdag aften. Du kan følge den her på dr.dk.