Det var en chokeret sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, der tirsdag kiggede på målstregen og kunne konstatere, at Emma Aastrand Jørgensen og Frederikke Hauge Matthiesen endte på en femteplads i 500 meter toerkajak, og dermed var færdige ved OL.
- Jeg er målløs. Det må jeg bare indrømme, siger Torben Koue til DR Sporten.
- Det er forfærdeligt for Emma og Frederikke, det er forfærdeligt for forbundet, og det er forfærdeligt for dem, der er taget herned for at kigge med.
Du kan se sportschef Torben Koues reaktion i videoen herunder:
Makkerparret Emma Aastrand Jørgensen og Frederikke Hauge Matthiesen er forsvarende europa- og verdensmestre. Derfor havde sportschefen helt andre forventninger til de to danskere.
- De skulle være med til at kæmpe om medaljerne. Måske endda på toppen af medaljepodiet. Og så ender vi med, at de bliver slået ud i kvartfinalen, så det er en skuffelse, vi på ingen måde havde regnet med.
- Vi havde ikke engang kigget på, hvordan vi kunne ryge ud, så jeg er fuldstændig uforberedt på det, som lige er sket, siger Torben Koue.
For tidligt at forklare 'pinlig' præstation
Den danske toerkajak endte på en tredjeplads i den indledende runde, hvor kravet var en andenplads for direkte kvalifikation til semifinalen.
Derfor skulle duoen på vandet igen i kvartfinalen, men heller ikke her kunne danskerne leve op til forventningerne og sluttede på en femteplads, hvor minimumskravet var en fjerdeplads.
Sportschefen siger, at det er for tidligt at komme med en forklaring på den skuffende præstation, men Emma Aastrand Jørgensen er ikke i tvivl om, at det var nerverne, der spillede dem et puds.
Alligevel er den danske roer langt fra tilfreds med præstationen.
- For at være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at det er lidt pinligt. Vi kommer ind som verdensmestre og europamestre, så det siger jo også lidt, siger Emma Aastrand Jørgensen.
Emma Aastrand Jørgesen har dog muligheden for at revanchere sig ved de Olympiske Lege, da hun onsdag skal i båden igen og ro 500 meter enerkajak. Det kan du se på DRTV og DR1.