OL kastede kun én dansk cykelmedalje af sig: 'Vi er ikke tilfredse'

Målsætningen om tre OL-medaljer for de danske cykelryttere blev langtfra indfriet.

Elitechef i Danmarks Cykle Union Morten Bennekou er ikke tilfreds med medaljehøsten for de danske cykelryttere.

Selvom de danske OL-atleter indsatte noget af en slutspurt og hentede seks medaljer sidst i legene, så er det alligevel ikke alle danskere, der rejser hjem med armene over hovedet.

Det gælder blandt andet elitechef i Danmarks Cykle Union Morten Bennekou.

Det blev til en enkelt medalje i mændenes parløb på banen, hvor Michael Mørkøv og Niklas Larsen blev treer og tog bronze.

Men målsætningen var tre gange metal, og den blev derfor ikke indfriet. Og det er ikke godt nok, mener elitechefen.

- Det hjælper lidt på humøret at få den medalje, vi fik lørdag, men vi kom jo for flere end det, så alt i alt er vi ikke tilfredse.

- Det har været et blandet OL, må man sige. Ikke et OL, som vi håbede på, siger Morten Bennekou.

Han fortæller, at han og hans kolleger derfor nu skal hjem og gennemgå løbene disciplin for disciplin for at finde frem til årsagerne.

Amalie Dideriksen var et af de danske medaljehåb forud for legene i kvindernes omnium. Men det blev kun til en skuffende syvendeplads for danskeren. (Foto: © Ricardo Mazalan, Associated Press)

Optimale forberedelser

Selvom det endelige resultat ikke levede op til forhåbningerne, kan Morten Bennekou ikke sætte en finger på forberedelserne.

- Vi har haft et rigtig godt setup, som har været tilpasset hver enkelt disciplin og de venues, der har været.

- Med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i ryggen har vi stået rigtig godt her på stedet i de her tre uger, vi har været her. Og optakterne rundt omkring er også gået, som vi gerne ville have det.

Han nævner dog, at flere ryttere er blevet skadet lige op til de Olympiske Lege.

Landevejsrytteren Solbjørk Minke Anderson blev eksempelvis påkørt på en træningstur hjemme i Danmark og missede dermed OL med et brækket kraveben.

Det skal dog ikke være en undskyldning for de skuffende resultater, fastslår Morten Bennekou.

- Men det er jo en del af vores evalueringer, at vi har haft uheld, siger han.

Michael Mørkøv og Niklas Larsen tog som de eneste cykelryttere metal med hjem til Danmark, da de blev treer og vandt bronze i parløb. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Banerytternes dragter skal skiftes ud

På cykelbanen er kapløbet om medaljerne mellem landene blevet tættere og tættere, mener Morten Bennekou.

- De gode er stadig gode, og de næstbedste er blevet bedre. Samtidig gør flere og flere noget ud af udstyrsdelen.

- Så det er jo et kapløb på ben, altså fysisk formål, coaching, men også udstyr. Man kan ikke være her uden at være god i det her udstyrsræs, siger han.

Blandt andet banerytternes tøj skal evalueres og videreudvikles frem mod de Olympiske Lege i Los Angeles i 2028.

Allerede på nuværende tidspunkt ved Morten Bennekou, at en af rytternes beklædningsdele skal udskiftes, hvis danskerne skal gøre sig gældende i kampen om medaljer.

- Dragterne skal der nok gøres noget ved. De er i hvert fald ikke duelige om fire år, det er helt sikkert. Det gælder jo for alle nationer, at det, de kører med nu, er ikke godt nok om fire år.

- Så vi skal arbejde videre i det spor, samtidig med at vi skal arbejde med det, som det i virkeligheden handler om, nemlig cykelrytternes præstationsevne, siger Morten Bennekou.