For andet PL i træk kan Lisa Kjær rejse hjem med en medalje i bagagen.
Den 46-årige taekwondokæmper slog således Marie Antoinette Dassi fra Cameroun med 6-2 i fredagens bronzekamp i Paris.
Tidligere på dagen blev den forsvarende guldvinder slået af franske Amad Diallo og dermed sendt ud af kampen om førstepladsen.
Lisa Kjærs mulighed for at få metal med hjem til Danmark var dog ikke forsvundet af den grund. Hun kunne nemlig kæmpe sig i en bronzefinale ved at slå verdensetteren Beth Munro.
Det gjorde den 46-årige stjernekæmper, der i karrieren har vundet fire gange VM-guld, og dermed skulle hun altså på måtten for at dyste om bronze.
Se den danske medaljetriumf øverst i artiklen.
Hun smilede og vinkede til de mange danske fans, da hun gik ind i arenaen til sit møde med Marie Antoinette Dassi.
Lisa Kjær klædt i rødt kom bedst fra land og fik sit første point efter 30 sekunder, da Marie Antoinette Dassi fik en straf. Danskeren dækkede sig godt og gjorde det svært for sin modstander.
Derfor kunne Lisa Kjær da også gøre det til 2-0 efter ganske kort tid, og hun kom da også på 4-0, før Marie Antoinnette Dassi kom på tavlen. I samme omgang fik Lisa Kjær dog også to point, hvilket resulterede i den endelige score, 6-2.
Med 21 sekunder tilbage af bronzedysten gik Marie Antoinnette Dassi offensivt til værks, men blev lukket fornemt ned af Lisa Kjær, som efterfølgende kunne juble over PL-bronzen.