Lisa Kjær var 0,8 sekunder fra en semifinaleplads: 'Jeg er vildt ærgerlig'

Med 0,8 sekunder igen af kvartfinalen stod Lisa Kjær med en semifinale-plads i hænderne, men alligevel tabte hun til sidst.

Der var drama for alle pengene, da den danske taekwondo-kæmper Lisa Kjær var i aktion i PL-kvartfinalen fredag eftermiddag.

Den forsvarende danske PL-guldvinder var bagud i det meste af opgøret mod franske Amad Diallo, men med bare syv sekunder igen fik hun vendt det hele på hovedet. Danskeren scorede tre point og bragte sig foran 4-3.

Og så troede de fleste nok, at Lisa Kjær var klar til semifinalen.

Men ak, nej. For med mindre end ét sekund tilbage af kvartfinalen fik franskmanden udlignet til 4-4, og dermed skulle de to kæmpere ud i en såkaldt Golden Round.

Men den gyldne runde blev knap så gylden for den ellers så sejrsvante dansker. Diallo fik hurtigt sat et afgørende spark ind på Lisa Kjær, og så var det slut.

- Jeg er vildt ærgerlig over, at jeg ikke går ind og tager den i Golden Round. Jeg har kæmpet mod hende flere gange og har aldrig tabt til hende før. Jeg skulle egentlig bare have kørt direkte på, siger Lisa Kjær til DR Sporten.

- Men der har været nogle ting i forberedelserne, hvor jeg har haft en skade. Så jeg har været nødt til at lægge gameplanen om. Jeg har kørt den mere defensivt. Og det er jo bare ærgerligt, at jeg ikke får fyret offensiven af, for jeg ved jo, jeg kan tage hende. Det var så tæt på.

I videoen over artiklen kan du se den dramatiske afgørelse af kampens ordinære tid. Og i videoen herunder kan du se afgørelsen på den såkaldte Golden Round:

Lisa Kjærs chance for at vinde en medalje er dog ikke helt væk. For vinder hun sin opsamlingskamp mod verdensetteren Beth Munro, kvalificerer hun sig til bronzekampen.

- Jeg er stolt over at være her. Det er så fantastisk at være her. Min familie og mine venner er her, og jeg er så taknemmelig over, at de har taget turen herned.

Lisa Kjærs næste kamp er sat til kl. 17.31, hvor hun møder briten Beth Munro. Den kan kan du se på DRTV.