Dansk playmaker misser OL med brud i foden

Simone Petersen kommer ikke til at være med til OL i Paris.

En knust Simone Petersen har brækket foden og misser OL i 2024. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Danmark begynder jagten på håndboldens største triumf torsdag, når OL bliver skudt i gang med opgøret mod Slovenien.

Men når kampen fløjtes i gang bliver det uden den danske playmaker Simone Petersen i truppen. Det meddeler Dansk Håndbold onsdag morgen på sin hjemmeside.

Ved den næstsidste træning, før det går løs ved legene i Paris, kom den danske playmaker til skade i foden, og efterfølgende undersøgelser har vist, der er tale om et brud i foden.

Derfor må en knust Simone Petersen i stedet rejse hjem og lade holdkammeraterne tage sig af drømmen om OL-guldmedaljen.

- Jeg ville gå ind og sætte en finte, og i det jeg skal drive min bevægelse videre, føles det som om, foden ikke følger med, og så siger den bare klik. Der kunne jeg godt mærke, den var gal.

- Det er ubærligt. Jeg er helt tom for ord. Mine holdkammerater og staben har været en fantastisk støtte i situationen, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke til OL, siger Simone Petersen.

Dansk Håndbold meddeler, at det bliver Helena Elver, der var udtaget som en officiel reserve for landsholdet, der erstatter Simone Petersen i truppen.

Helena Elver går ind i truppen i stedet for den skadede Simone Petersen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Ikast-playmakeren var tiltænkt en vigtig rolle i Jesper Jensens trup. Derfor gør det landstræneren ondt at skulle undvære bagspilleren ved olympiaden, der begynder om få dage.

- Vi er frygteligt kede af det på Simones vegne. Det er altid hårdt at se en holdkammerat få slukket en drøm på den måde. Men samtidig er det et sportsligt tab for os, at Simone går ud, siger Jesper Jensen.

- Jeg er dog også sikker på, at Helena Elver vil tilføre holdet noget andet x-faktor, som vi nok skal få glæde af undervejs i turneringen.

Skaden til Simone Petersen falder meget sent i optakten til de olympiske lege i Paris, men alligevel kort før den officielle OL-trup skal meldes ind i løbet af onsdagen.

Af den årsag har det været muligt at hive en ny reserve ind fra bruttotruppen, og her er valget faldet på Odense Håndbolds Andrea Aagot Hansen.

Højrefløjen støder dog ikke til truppen i Paris, men bliver hjemme i Danmark og passer sin træning med klubben.

Danmark spiller første kamp til OL på torsdag klokken 9 mod Slovenien. Kampen kan følges direkte i DRLYD i ’Verdens bedste sommer på P4’ eller her på dr.dk.