Den danske cykelrytter Solbjørk Minke Anderson kommer - selvom hun var udtaget - ikke til at deltage i OL i Paris.
Cykelrytteren har torsdag brækket kravebenet efter at være blevet påkørt på en træningstur hjemme i Danmark.
Det fortæller elitechef i Danmarks Cykle Union, Morten Bennekou, til DR Sporten.
- Under træning i Danmark her til middag er hun blevet påkørt af en bil. Hun har været på hospitalet og har fået konstateret et brækket kraveben, siger Morten Bennekou.
- Jeg har kun talt med hendes far, som informerede mig ret hurtigt. Hun er selvfølgelig knust over, at hendes OL-cykelløb forsvinder.
Du kan se et udklip af interviewet med Morten Benneskou i videoen herunder:
Rebecca Koerner, som vandt DM-guld i linjeløb tidligere på sommeren, er blevet udtaget i stedet for Solbjørk Minke Anderson.
- Vi har spurgt, om hun er superklar, og det var hun selvfølgelig. Så hun kommer til at træde ind i truppen indenfor en fire-fem dage, siger Morten Bennekou.
Rebecca Koerner og Solbjørk Minke Anderson er til dagligt holdkammerater på Uno X-holdet. Derfor modtog Rebacca Koerner også nyheden om, at hun skulle til OL med en vis ambivalens, fortæller elitechefen.
- Hendes første følelse er selvfølgelig, at det er rigtig, rigtig synd for Solbjørk, som er hendes holdkammerat. Jeg tror, alle vil kunne føle med en holdkammerat, der er kommet ud for det her, siger Morten Bennekou.
Selvom det er på en ærgerlig baggrund, må Rebecca Koerner derfor inden længe vænne snuden mod Paris.
Hun får dog lidt forberedelsestid først, for linjeløbet for kvinder afholdes først søndag den 4. august.
- Hun er i Danmark, træner i Danmark og skal flyve ind fire dage inden linjeløbet, siger Morten Benneskou.
Udover Rebecca Koerner består det danske OL-hold i linjeløb af Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg.