Lad det være sagt med det samme:
Der var ikke på ingen måde store forventninger til det danske succes-par Joachim Sutton og Frederic Vystavel før OL. De to roere er begge olympiske debutanter og har kun roet sammen i lidt over et år i en toer uden styrmand.
Spurgte man de rigtige mennesker i roning-miljøet og topfolk i Danmarks Idrætsforbund, så var det ikke Vystavel og Suttons navne, der fluks fløj ud af munden som nogle af dem, man regnede med ville være i nærheden af olympisk metal til legene i Tokyo.
Det virkede simpelthen alt for usandsynligt.
Men - nogle gange er der bare nogle atleter, der trodser oddsene og leverer det uventede. Og det gjorde duoen torsdag morgen dansk tid, da de på fornem vis sikrede sig bronzemedaljerne.
Gense højdepunkterne fra finalen herunder:
Succesparrets kollega fra det danske landshold Sverri Nielsen kaldte det da også en stor overraskelse, da han blev spurgt til Joachim Suttons og Frederic Vystavels finaleresultat.
- Ja, det er da en overraskelse, for de har ikke tidligere fået en international medalje, og den første, de tager, er en OL-bronze, siger han.
Men den dansk-færøske roer, der tidligere i dag selv kvalificerede sig til fredagens OL-finale i disciplinen singlesculler, har alligevel set tegninger til, at den urutinerede danske duo kunne lave et stort resultat til OL.
Sverri Nielsen har trænet sammen med de to roere, og her har parret imponeret dansk-færingen stort.
- Vi har alle set på træningsbanen, at når de rammer dagen, så går det stærkt. Jeg har trænet mod dem, og de har rot stærkt hele tiden. Det var mere et spørgsmål om, de kunne holde hovedet højt og komme afsted og så brage derud af til OL. På træningslejren var der ikke mange træninger, hvor de ikke ramte niveauet.
- Så ja, det er en stor overraskelse, men vi havde godt set, at de var hurtige. Ramte de niveauet, så kunne de godt være med til OL. Det er kæmpe stort. Jeg er simpelthen så glad for, at de har klaret det så godt. Kæmpe stort tillykke til dem, siger Sverri Nielsen.
Parret kvalificerede til deres første OL ved et stævne i midten af maj, og sidste år endte de blot på sjettepladsen ved EM.
Faktisk havde begge roere mulighed for at stille op for Storbritannien i stedet for Danmark for få år siden.
27-årige Frederic Vystavel er vokset op i Storbritannien, mens Joachim Sutton har britiske rødder gennem sin far. Vystavel har tidligere vundet en medalje for det britiske junior-landshold, og så sent som i 2017 forsøgte Storbritannien at hverve den danskfødte Joachim Sutton.
Men begge understreger, at drømmen altid har været at stille op for Danmark.
- Jeg er britisk statsborger, men min drøm har altid været at ro for min mors land, som er Danmark. Jeg mistede mit danske statsborgerskab i nogle år, men fik det igen i 2018, siger Frederic Vystavel til Ritzau, mens Joachim Sutton tilføjer:
- Jeg var faktisk tæt på at ro for England og blev tilbudt en plads i 2017, men jeg er fra Danmark. Det er der, min familie bor, så jeg er dansker, siger Sutton.
De to danske roere har arbejdet sammen siden april sidste år. De kender hinanden fra skoleophold i USA.