Daniel Wagner sprinter sig til PL-sølv

Den danske atletikstjerne har mandag aften spurtet sig til PL-sølv.

Han har allerede sikret sig én sølvmedalje fra årets paralympiske lege, og nu har Daniel Wagner vundet endnu en.

Den danske atletikstjerne har mandag aften spurtet sig til sølv i 100 meter-finalen i sin kategori T63.

Efter at være kommet lynhurtigt ud af startblokken satte den 31-årige dansker kurs mod medalje og sine konkurrenter under pres. Daniel Wagners bentøj og protese var sat i højeste gear, og det tempo, han nåede op i, kunne kun amerikanske Ezra Frech følge.

Amerikaneren spurtede over målstregen som nummer ét, men lige efter ham kom den danske atletikstjerne i tiden 12.08.

En ny personlig rekord og også nok til at sikre ham endnu en medalje ved årets PL.

Sølvmedaljen er Daniel Wagners femte til samlingen over metal fra de paralympiske lege.

Daniel Wagner kastede kroppen ind over målstregen, og det gav pote. (Foto: © Ulrik Pedersen, Associated Press)

I videoen i toppen af artiklen kan du se hans løb.

Vandt første sølvmedalje lørdag

Daniel Wagners første medalje ved legene i Paris kom i hus lørdag, hvor han blev nummer to i en hæsblæsende længdespringsfinale.

Her satte han endda paralympisk rekord og havde undervejs også kurs mod guldet.

Den rekord - og kurs - blev dog hurtigt ændret, for da først verdensrekordholderen, hollandske Joel de Jong, blev varm, var hun fuldstændig uden for konkurrenternes rækkevidde.

Sølvmedaljen her var Daniel Wagner dog også ganske godt tilfreds med, for det var hans første af den slags efter at have vundet tre bronzemedaljer.

I videoen herunder kan du se hans spring fra finalen i længdespring:

Daniel Wagners medalje fra 100 meter-finalen er Danmarks femte ved PL i Paris.