Bronzevinder i bøn til medier: 'Stop med at interviewe os efter skuffende præstationer'

Flere og flere atleter kræver ændringer hos medierne.

Simone Manuel skuffede ved OL i Tokyo og efterlyser nu selvransagelse hos medierne. (Foto: © Stefan Wermuth, Scanpix Denmark)

Interviews efter sportspræstationer kan være rigtig fede. Som da vores egen Anne-Marie Rindom tog OL-guld i sejlsport og råbte og bandede sin glæde ud.

Det var ægte og umiddelbart.

Mødet med mikrofonen efter at have ydet sit allerbedste kan dog også være en rigtig dårlig oplevelse. Og det bør medierne for alvor begynde at tænke på, lyder det nu fra den amerikanske svømmestjerne Simone Manuel, som har vundet bronzemedalje ved OL i Tokyo.

I en række opslag på det sociale medie Twitter kritiserer hun de nærmest obligatoriske flash-interviews, hvor atleter hurtigt skal sætte ord på deres præstation.

- Stop venligst med at interviewe lige efter en præstation, som en atlet er skuffet over. Tro mig, de gav alt, hvad de havde. Folk behøver ikke vide mere på det tidspunkt, skriver Simone Manuel og høster masser af likes.

Osaka satte det i gang

Svømmestjernen lægger sig dermed i slipstrømmen af blandt andre tennisstjernen Naomi Osaka, som i foråret forlod grand slam-turneringen French Open på grund af problemer med social angst og depression.

Hun annoncerede inden sin første kamp i grusturneringen, at hun ville gå imod reglerne og ikke tale med pressen. På grund af sit mentale helbred følte hun sig ikke tilpas ved at tale med journalister.

Da hun udeblev fra den obligatoriske pressekonference efter at have vundet sin førsterundekamp, blev hun af French Open-arrangørerne idømt en bøde på 90.000 kroner for at forsømme sine presse-forpligtigelser.

Naomi Osaka satte i foråret gang i en debat om, hvorvidt presset på atleter er for stort fra medierne. (Foto: © Mike Segar, Ritzau Scanpix)

Senere fik Naomi Osaka opbakning fra blandt andet Serena Williams, der udtrykte fuld forståelse for japanerens handling.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne give hende et kram, for jeg ved, hvordan det er, sagde den amerikanske tennisstjerne tilbage i begyndelsen af juni.

Der var dog også andre meninger, der poppede op i kølvandet på dramaet om Naomi Osaka i foråret. Den mandlige tennisstjerne Rafael Nadal gjorde opmærksom på, at han nok ikke ville være den atlet, han er, uden medierne.

- Vi ville ikke få den samme anerkendelse rundt omkring i verden, og vil vi ville vel heller ikke være så populære uden jer journalister, sagde spanieren til en gruppe journalister i forbindelse med French Open.

Også russeren Daniil Medvedev, der er nummer to på verdensranglisten, udtalte sig dengang om Naomi Osaka og hendes holdninger til medierne.

- Jeg kan sagtens forstå, hvorfor hun gør det. Jeg respekterer det. Jeg selv har ingen problemer med pressen. Jeg kommer altid til pressemøderne, uanset om jeg er i godt eller dårligt humør. Faktisk kan dårligt humør nogle gange veksles til godt humør efter at have talt med journalister, sagde Daniil Medvedev ifølge nyhedsbureauet AP.

Savner empati og venlighed

Simone Manuel mener, at sportsjournalisterne bør blive langt bedre til at se atleterne som mennesker med følelser. Hun har selv studeret kommunikation og derigennem prøvet kræfter med journalistik - og synes, at journalisterne skal forberede sig bedre på den enkelte situation, de interviewer i.

- Det er mentalt og følelsesmæssigt udmattende at svare sammenhængende på spørgsmål, imens man prøver at sluge det faktum, at folk lige har set, at du ikke levede op til de mål, du havde sat, skriver Simone Manuel på Twitter.

Se Simone Manuel vinde OL-guld for første gang ved OL i Rio i 2016:

Svømmeren kender selv til at præstere under det niveau, man forventede at have. Ved OL i Rio de Janeiro vandt hun to guldmedaljer og to sølvmedaljer. Ved OL i Tokyo er det langt fra gået lige så godt.

I flere discipliner formåede hun ikke at kvalificere sig til finalen og måtte i sidste ende nøjes med en bronzemedalje i en holdkonkurrence. Tidligere på året fik hun spoleret sine forberedelser på grund af restriktioner mod coronavirus og blev senere skadet som følge af overtræning.

Simone Manuel gør opmærksom på, at en rigtig stor del af atleters liv leves til offentligt skue, men at deres følelser ikke nødvendigvis behøver at blive vist altid.

- Det er jo ikke offentligt tilgængeligt, når nogen bliver fyret fra deres job eller nogen dumper en eksamen. Som atleter er vi ikke forpligtet til vise verden hele vores sjæl. Men det virker til at være det, som medierne og nogle tilskuere gerne vil have.

- Det her skal ikke opfattes som et angreb på medierne. Jeg foreslår bare, at man finder nogle løsninger på det her, og jeg ved, at mange andre atleter har det på samme måde. Giv os nu et øjeblik, det kan godt vente. Empati og venlighed er det vigtigste, vi har brug for i den situation, skriver Simone Manuel.