Bliver amerikansk medaljesluger nogensinde indhentet? Her er de mest vindende PL-atleter

Den amerikanske svømmer Trischa Zorn har vundet 55 medaljer i alt.

Jessica Long har vundet sin 30. medalje ved PL i Paris. (Foto: © Michael Reaves, Ritzau Scanpix)

Der går ganske givet en god rum tid, før nogen slår Trischa Zorns rekord.

For den amerikanske svømmer var så suveræn i bassinet, at det bliver meget svært at overgå hendes 55 medaljer.

Herunder får du et overblik over de fem mest vindende atleter fra de paralympiske sommerlege i tidernes løb, hvor en dansker lurer et stykke efter.

God fornøjelse.

1: Trischa Zorn - 55 medaljer (41 guld)

Trischa Zorn dominerede PL i en lang årrække. (Foto: © Anonymous, Associated Press)

Den i dag 60-årige pensionerede atlet var blind fra fødslen, men det holdt bestemt ikke Trischa Zorn fra at dominere i svømning som aktiv atlet.

I løbet af syv deltagelser ved PL - fra 1980 til 2004 - skovlede hun hele 55 medaljer ind, hvoraf de 41 var af guld. Hun blev siden indlemmet i USA's olympiske- og paralympiske hall of fame.

2: Jessica Long - 30 medaljer (18 guld)

Jessica Long med sin 30. medalje. (Foto: © Andrew Couldridge/Reuters/Ritzau Scanpix)

Den 32-årige svømmer Jessica Long er en af to aktive atleter i nærheden af ovenstående fænomen. Til legene i Paris har hun netop vundet sin 30. medalje med guld i 400 meter fri i klassen S8.

På gund af en misdannelse i benene fik Jessica Long amputeret underbenene, da hun var halvandet år gammel. Hun blev siden en af USA's mest vindende svømmere og fik sin PL-debut som 12-årig i 2004. Medaljehøsten ved de lege? Tre af den fineste karat.

3: Jonas Jacobsson - 30 medaljer (17 guld)

Jonas Jacobsson. (Foto: © Elizabeth Dalziel, Associated Press)

Den svenske skarpskytte var yderst effektiv fra sin position i kørestolen. Fra 1980 til 2016 vandt Jonas Jacobsson således 30 PL-medaljer, hvilket gør ham til en af de bedste mandlige para-atleter nogensinde.

Jonas Jacobsson vandt sine sidste medaljer i London for 12 år siden i 50 meter riffel, tre positioner, inden han gik på PL-pension i 2016.

4: Zipora Rubin-Rosenbaum - 30 medaljer (15 guld)

De første tre atleter vandt deres medaljer i samme sportsgren, men israelske Zipora Rubin-Rosenbaum ville det anderledes. I atletik, svømning, kørestolsbasketball og bordtennis vandt hun således 30 medaljer - 15 af guld.

Zipora Rubin-Rosenbaum fik sin debut ved PL tilbage i 1964 og deltog ved legene syv gange, inden hun stoppede i 1988.

5: Sarah Storey - 29 medaljer (18 guld)

Sarah Storey. (Foto: © Maria Abranches, Ritzau Scanpix)

Ligesom Jessica Long er Sarah Storey også stadig aktiv. Den 46-årige cykelrytter og svømmer er en af Englands mest succesfulde para-atleter med sine 29 medaljer. Den seneste, guld i enkeltstart i klassen C5, blev vundet i Paris.

Indeværende PL er hendes niende i karrieren, og den første deltagelse var i Barcelona i 1992, da hun vandt to guldmedaljer, tre sølvmedaljer og en bronzemedalje i svømning.

I 2008 skiftede Sarah Storey så til cykling med stor succes og har siden vundet 12 guldmedaljer i cykling.

Ingrid Lauridsen - 17 medaljer (8 guld)

Ingrid Lauridsen. (Foto: © Keld Navntoft/Nordfoto/Ritzau Scanpix)

Et stykke efter de bedste nogensinde finder vi Danmarks mest succesfulde PL-atlet, Ingrid Lauridsen.

Den i dag 64-årige tidligere atletikudøver vandt hele 17 medaljer i kørestolsræs fra 1980 til 1992 - otte af guld, fem af sølv og fire af bronze. Ingrid Lauridsen fik sit store gennembrud ved PL i 1984 i New York, hvor hun vandt hele seks guldmedaljer.

Du kan følge PL i Paris på DR's kanaler, i radioen og her på dr.dk. Ved at følge dette link kan du se, hvornår de danske atleter skal i aktion næste gang.