Banelandsholdet må nøjes med OL-sølv: 'Der var ikke noget at gøre mod Filippo Ganna'

De danske favoritter tabte til Italien i finalen.

Italienerne og særligt Filippo Ganna var for stærke for det danske banelandshold i OL-finalen. (Foto: © Peter PARKS, Ritzau Scanpix)

Danmark lå i klar guldposition med de sidste 1.500 meter tilbage af holdløbsfinalen ved OL. Over et halvt sekund skilte dem fra italienerne.

Men så kom tempofænomenet Filippo Ganna frem som forreste rytter igen - og stille og roligt åd han det danske forspring. Til sidst vandt italienerne med sølle 166 tusindedele af et sekund foran danskerne og slog ny verdensrekord.

DR's cykelsportsekspert Alex Rasmussen havde på forhånd forventet, at det ville blive et løb mellem Filippo Ganna mod Danmark.

- Der var ikke noget at gøre mod Filippo Ganna. Danmark kan helt sikkert finde nogle fejl, men de gjorde, hvad de kunne. Vi fik en flot sportslig finale. Italienerne kørte faktisk lidt skidt i starten af OL, men de er bare blevet bedre og bedre, siger den tidligere banerytter.

Stjerne af særlig kaliber

Det danske hold, der består af Rasmus Lund Pedersen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Lasse Norman Hansen, måtte altså nøjes med sølvmedaljer.

Se finalen her:

Italienerne lavede den bedste start og førte den første halvdel af løbet. Danskerne kørte sig dog stærkt tilbage og førte med små 1.500 meter igen med et halvt sekund.

Herefter fightede italinerne sig dog tilbage igen, og afslutningen blev vanvittig tæt.

Den tidligere Tour de France-vinder og nuværende cykelekspert Bradley Wiggins er også vanvittigt imponeret over Filippo Gannas kørsel i OL-finalen.

- Jeg ved godt, at det et firemandshold, men nogle gange har du brug for en stjerne af en særlig kaliber til at sætte det på plads, og det gjorde Filippo Ganna i dag, siger Bradley Wiggins på Eurosport.

Udover Filippo Ganna, der er professionel hos det britiske mandskab Team Ineos-Grenadiers, består det italienske hold af Simone Consonni, Francesco Lamon og Jonathan Milan.

Sur optakt

Danmark var på forhånd favoritter til at løbe med OL-guldet, efter at de vandt VM i Berlin i januar 2020 og samtidig satte verdensrekord.

Det danske holds optakt til finalen var alt andet end normal. I gårsdagens semifinale mod Storbritannien indhentede et velkørende dansk hold den bagerste rytter hos briterne.

Desværre kørte forreste mand, Frederik Rodenberg, direkte ind i ham, så de begge væltede.

Uheldet satte dommerne på overarbejde, og der gik lang tid, før de fik gransket paragrafferne og kunne meddele, at danskerne gik videre til finalen.

Se banelandsholdet få sølvmedaljer her: