OL-sølvvindere i strid med badmintonforbund

Mathias Boe og Carsten Mogensen kan ikke få lov at spille en turnering i Indien. VM-deltagelse er på vippen.

Mathias Boe og Carsten Mogensen er i strid med forbundet. (Foto: © Peter PARKS, Scanpix)

Danmark risikerer ikke at kunne stille med sit bedste kort i herredouble ved VM i Kina i august.

Årsagen er, at Mathias Boe og Carsten Mogensen vil spille en turnering i Indien i juni, men det er Badminton Danmark imod, fordi det kolliderer med VM-forberedelserne.

Hvis ikke parterne bliver enige, kan det ende med, at OL-sølvvinderne udelukkes fra landsholdet.

- En del af den proces er, at når vi ikke er enige, så er der regler i vores kollektive spilleraftale, som gør at vi tager processen i mere formelle former.

- Og indtil den proces er kørt, har jeg ikke yderligere kommentarer, siger sportschef Finn Trærup-Hansen til sporten.tv2.dk.

Han skal mødes med Mathias Boe og Carsten Mogensen i næste uge for at prøve at finde en løsning.

På parrets Facebook-profil blev der inden sidste uges All England skrevet:

- Sidste træning før All England, og måske den sidste træning nogensinde på det nationale træningscenter, er overstået.

Mathias Boe og Carsten Mogensen var topseedet ved All England, men måtte sige farvel allerede i anden runde, hvor det blev til nederlag til de senere vindere fra Kina.

/ritzau/