Fra olympisk guld i 2010 til D-finalen ved weekendens World Cup i schweiziske Luzern. Nedturen er til at få øje på for den danske letvægtsdobbeltsculler med Mads Rasmussen og Rasmus Quist ved årerne.
De to, der har fejret adskillige triumfer sammen, har i øjeblikket store problemer med at få fart i båden, og tydeligst kom det til udtryk i Luzern, hvor de end ikke var i nærheden af at komme i A-finalen.
Deltagelsen i D-finalen betød yderligere, at de ikke blev udtaget til det kommende VM, og når det helt store mål er en gentagelse af triumfen fra OL i London, så tjener den ydmygelse som en tindrende klar advarsel om, at de er langt fra at være på rette spor.
- Det var super skuffende. Og set ud fra hele sæsonen, så er vi slet ikke der, hvor vi skal være, når man tænker på, at der er OL om et år, siger Mads Rasmussen.
Som en konsekvens af de dårlige resultater har de besluttet at lægge forberedelserne om og gå ”all in”, som Rasmus Quist formulerer det.
- Vi skal have lavet en masse ting om i vores hverdag, så vi kan blive OL-klar. Vi skal lave en ny plan, hvor vi skærer ind til benet og satser endnu mere. Vi havde en forventning om, hvornår vi skulle gå prof (professionel, red.) og skære ned for arbejdet, men det er vi nødt til at gøre før, så vi kan satse det hele, siger Rasmus Quist, der imellem træningspassene i dobbeltsculleren arbejder som VVS’er og er familiefar.
Skal hente børn
Men det skal der ændres på nu, fortæller hans makker Mads Rasmussen.
- Han har jo mødt på byggepladsen klokken syv, fået fri klokken et for at hente børn, og så er det kun blevet til ét træningspas om dagen. Nu vil vi gerne have lidt mere plads til træning og restitution og mindre stress i hverdagen. Mere tid til fordybelse, simpelthen.
For at nå dertil skal de nu ud og tale med sponsorerne for at få finansieringen på plads.
- Nu blev de nummer 21 i Luzern, og vi vil gerne have, at de er med omkring medaljerne, så man kan sige, at de er 17 placeringer fra at være OL-klar, siger Lars Balle Christensen, sportschef i Danmarks Rocenter.
For sportschefen er det af samme grund let at pege på, hvem der bliver satset på som Danmarks repræsentant ved næste sommers OL, og det er Henrik Stephansen og Jens Noll, der kom i A-finalen ved den netop overståede World Cup.
- De er nødt til at se på den tid, de har til både træning og restitution. De skal have kigget på deres hverdagsliv, så de får skabt de rigtige rammer, siger Lars Balle Christensen.
De samme modstandere
En række skader har været med til at sætte Rasmus Quist og Mads Rasmussen tilbage, som de nu må se deres konkurrenter deltage i til august i Frankrig. Men trods det seneste nederlag og de dystre udsigter, så tror de stadig på, at det bliver dem, der til næste sommer vil kunne sætte deres letvægtsdobbeltsculler i vandet i søen Freitas i Rio.
- Vi giver ikke op, det er ikke en mulighed. Vi må samle hinanden op nu og så nulstille, og så skal vi i gang igen. Vi mangler 15 – 20 sekunder, og de første 10 – 12 sekunder kan vi hente lynhurtigt på tre – fire uger, siger Mads Rasmussen og får opbakning af sin makker.
- Det er de samme folk, vi skal ro imod, som sidst vi var med så selvfølgelig kan vi hente dem, slår Rasmus Quist fast.
Øverst i artiklen kan du se et indslag om letvægtsdobbeltsculleren.