Simon Schempp vandt fællesstarten ved VM i skiskydning og afsluttede dermed et fornemt mesterskab for Tyskland, der blev klart bedste nation.
Med en kilometer til mål trak Schempp fra østrigeren Simon Eder og dermed sikrede den 28-årige tysker sig sit første individuelle VM-guld. Simon Eder måtte også se sølvet forsvinde, da den forsvarende verdensmester Johannes Bø med en kraftpræstation kæmpede sig op på andenpladsen.
Dermed reddede Johannes Bø lidt af den norske ære, men det har stadig været et skuffende mesterskab for nordmændene, som for første gang siden 1999 må rejse hjem fra et skiskydnings-VM uden en guldmedalje. Tre sølvmedaljer – alle til Johannes Bø – og en bronzemedalje til Ole Einar Bjørndalen er det norske facit i Hochfilzen.
Tyskland vinder VM
Med sejren til Simon Schempp ender Tyskland med at snuppe hele syv ud af 11 guldmedaljer ved VM og dermed blive suverænt bedste nation. Næstbedste VM-nation blev Frankrig, som dog måtte indkassere en skuffelse på fællesstarten, hvor verdensranglistens nummer et, Martin Fourcade, måtte nøjes med femtepladsen efter tre fejlskud undervejs.
I øvrigt bød VM på en bemærkelsesværdig kønsforskel: Hos kvinderne vandt Laura Dahlmeier tre ud af de fire individuelle discipliner, mens mændenes felt var langt mere åbent: Fire forskellige verdensmestre på fire discipliner.
Der mangler endnu tre world cup-afdelinger i denne sæson. Den næste begynder torsdag den 2. marts i næste års OL-værtsby, Pyeongchang i Sydkorea.