DR Sportens skæve juleklip er vores arkivkalender, der hver dag i december vil kunne tilfredsstille dit behov for spøjse klip fra sportens verden.
Som titlen angiver, vil vi langt fra kun hylde de bedste, hurtigste og smukkeste.
Vi vil derimod i højere grad fokusere på dem, som har trådt lidt ved siden af, eller dem som på anden måde har leveret noget opsigtsvækkende.
Prins i hvidt
En del af den kollektive, danske erindring om kongelige til hest er billeder af Christian 10. på ryggen af en stor og stolt ganger i de københavnske gader.
De billeder gjorde prins Henrik sit yderste for at slette, da han i 2009 optrådte til et præmieløb på Jydsk Væddeløbsbane, der bar hans eget navn.
Iklædt hvidt fra top til tå kom han trillende ind på banen for at deltage i et travløb... med ponyer. Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens sulky blev trukket af Mulle, der desværre ret tidligt i løbet satte i galop. Heldigvis for prinsens ære og værdighed endte han alligevel med at komme først over stregen i et løb, der tilsyneladende var præget af urent trav.