VIDEO Fransk kæmpekiks giver Soukalova sejren

Franske Marie Dorin Habert lignede længe en vinder ved kvindernes fællesstart, men en horribel fjerde skydning ændrede dette.

Det lignede en stensikker sejr til Marie Dorin Habert, da sidste skydning gik i gang i kvindernes fællesstart ved World Cup-afdelingen i Ruhpolding i Tyskland. Franskmanden kom ind til skydningen med et forspring på 22 sekunder til de nærmeste forfølgere efter et flot løb, hvor hun havde været klart mest aggressiv på løjpen, hvor kraftigt snefald gjorde forholdene vanskelige.

Men sidste skydning kiksede totalt for Dorin Habert – med fire forbiere og 600 meter ekstra strafrunde blev døren åbnet for konkurrenterne.

Fejlfrie Soukalova tøvede ikke et sekund

Dén chance greb Gabriela Soukalova – tjekken skød som den eneste alle 20 skud uden fejl, og hun kunne løbe alene i mål, 14 sekunder foran tyskeren Franziska Hildebrand, og med endnu en tysker, Laura Dahlmeier, på tredjepladsen.

Marie Dorin Habert endte som nummer ni og tabte dermed terræn i den samlede World Cup, hvor Gabriela Soukalova nu fører med 73 point. Kl. 16.15 løber mændene fællesstart – se den direkte på DR1.