Paul Elvstrøm sov onsdag morgen stille ind i en alder af 88 år. Han døde i sit hjem i Hellerup med sin familie omkring sig.
Paul Elvstrøm regnes for en af de største sejlsportsudøvere i historien, og han var derfor også en selvskreven kandidat, da Gregers Dirckinck-Holmfeld, skulle lokke ham i det populære TV-program ”Her er dit liv”.
Programmet startede med, at Gregers Dirckinck-Holmfeld kidnappede en spændende person og bragte ham - eller hende - til det direkte program i TV-Byen. Her mødte aftenens hovedperson sit liv - gamle skolekammerater, venner, familie eller kolleger dukkede overraskende op. Det hele var planlagt gennem måneder. Kun hovedpersonen vidste intet i forvejen.
Paul Elvstrøm blev da også snydt noget så eftertrykkeligt, da Gunnar Nu Hansen fingerede et interview i Hellerup Sejlklub, som blev afbrudt af en forklædt Gregers Dirckinck-Holmfeld.
- Ved du hvad. Hvis du havde spurgt mig, inden du havde arrangeret alt det her, så havde jeg på den allerpæneste og mest høflige måde sagt ”Det vil jeg kraftstejleme ikke”, sagde den overraskede Paul Elvstrøm med et lunt glimt i øjet.
Elvstrøm takkede efterfølgende ja til invitationen, og du kan se sjove klip i toppen af artiklen.