Uheldsramt skidronning er klar til comeback

Lindsey Vonn skal om halvanden uge konkurrere på højeste niveau igen efter næsten et års fravær.

Lindsey Vonn er klar til comeback. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Den amerikanske skiløber Lindsey Vonn er endelig klar til at tørne ud i World Cup-sammenhæng igen.

Ved konkurrencerne i østrigske Altenmarkt-Zauchensee 14. og 15. januar skal hun således deltage i både styrtløb og i den kombinerede konkurrence, skriver NTB.

Det bliver enden på næsten et års mareridt for Lindsey Vonn, som dermed kan genoptage jagten på skilegenden Ingemar Stenmarks rekord med 86 World Cup-sejre - Vonn har vundet 76.

Efter et voldsomt styrt i slutningen af februar sidste år, blev hun nødt til at indstille sæsonen. På det tidspunkt førte hun den samlede World Cup, men blev siden overhalet af Lara Gut fra Schweiz.

Vonn satsede på at gøre comeback tidligere, men ved en træning i november var hun igen uheldig, da hun brækkede armen og måtte opereres.

Også tidligere i karrieren har OL-guldvinderen i styrtløb fra 2010 været uheldig. Det var en skade, der i 2014 spolerede hendes mulighed for at forsvare OL-guldet i Sotji.

/ritzau/