Uafklaret Nicki Pedersen dropper grandprix i Tjekkiet

Nicki Pedersen er stadig ikke i stand til at køre speedway efter sit styrt og går glip af endnu et grandprix.

Nicki Pedersen er ikke gearet til speedway i øjeblikket. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Den danske speedwaykører Nicki Pedersen må fortsat holde sig i ro, og derfor stiller han ikke op i lørdagens grandprix i Tjekkiet.

Det fremgår af en meddelelse på Nicki Pedersens hjemmeside.

- Efter adskillige undersøgelser og nøje overvejelser er Nicki desværre nødt til at trække sig fra SGP'et i Prag lørdag. Vi står stadig i standby vedrørende en endelig udmelding om skadens omfang.

- Vi vil hurtigst muligt informere mere om skadens omfang, når de sidste informationer fra specialisterne er på plads, lyder det i meddelelsen på den 40-årige veterans hjemmeside.

I stedet for Nicki Pedersen bliver det igen danske Peter Kildemand, der stiller op, da han er førstereserve.

Den tidligere verdensmester styrtede voldsomt i slutningen af maj i en ligamatch mellem Holsted Tigers og Esbjerg Viking.

Styrtet betød, at Nicki Pedersen måtte trække sig fra det seneste grandprix i Letland.

/ritzau/