Top 10 over højeste lønninger: NBA-klubber i førersædet

Gennemsnitslønningerne i NBA er de største i verden. Cleveland topper med gennemsnitsløn på 59 mio. kroner.

Cleveland Cavaliers' største stjerne Lebron James trækker op i lønstatistikken hos NBA-mestrene. (Foto: © Rick Osentoski, Scanpix)

Basketballspillerne i den amerikanske NBA hører til blandt de bedste betalte af alle sportsstjerner.

Det viser en årlig opgørelse foretaget af det britiske medie Sporting Intelligence.

NBA-mesterholdet fra Cleveland Cavaliers topper listen med en gennemsnitsløn på 59 millioner kroner om året (8,65 millioner dollar, red).

Nummer to er ifølge opgørelsen baseballholdet New York Yankees, der i snit betaler en årlig gage på 52,5 millioner kroner til sine spillere.

Manchester United er den fodboldklub, der kører med de højeste gennemsnitslønninger på små 51,9 millioner kroner per spiller. Det rækker til en fjerdeplads på listen.

FC Barcelona følger lige efter på femtepladsen med 50,9 millioner kroner.

Hele seks amerikanske basketball-klubber fra NBA er i top-ti på Sporting Intelligence-listen, der også rummer et baseballhold og tre fodboldklubber. Ud over Manchester United og Barcelona er det Manchester City.

Sådan ser top 10 ud:

1: Cleveland Cavaliers, basketball, gennemsnitsløn på 59 millioner kroner

2: New York Yankees, baseball, 52,5 millioner kroner

3: Los Angeles Clippers, basketball, 52,2 millioner kroner

4: Manchester United, fodbold, 51,9 millioner kroner

5: Barcelona, fodbold 50,9 millioner kroner

6: Portland Trail Blazers, basketball 50,4 millioner kroner

7: Memphis Grizzlies, basketball, 50 millioner kroner

8: Dallas Mavericks, basketball, 49,6 millioner kroner

9: Manchester City, fodbold, 49,3 millioner kroner

10: Orlando Magic, basketball 48,6 millioner kroner

/ritzau/