Tidligere NFL-stjerne skriver kontrakt med stort baseballhold

Den tidligere NFL-quaterback Tim Tebow har underskrevet en kontrakt med baseballklubben New York Mets.

Tim Tebow med sin karakteristiske fejring, som blev døbt en 'Tebowing'. (Foto: © ADAM HUNGER, Scanpix)

Først var han en stjerne i NFL, nu vil han være en stjerne i baseball.

Den tidligere NFL-quaterback Tim Tebow har underskrevet en kontrakt med baseball-klubben New York Mets, skriver den norske avis Aftenposten.

Der er dog et godt stykke til, at den 29-årige Tebow kan kaste sig ind på førsteholdet i New York. I første omgang har han underskrevet en Minor League-kontrakt med klubben, og han skal nu forsøge at kæmpe sig op gennem klubbens udviklingshold.

- Han har altid vist, at han er en meget atletisk idrætsudøver med karakterstyrke og vindermentalitet. Bortset fra alderen er han et klassisk udviklingsprojekt for os. Jeg vil gerne afvise de folk, der siger, at han ikke har nogen chance for at nå vores Major League-hold, siger Sandy Alderson, der er pressetalsmand for klubben.

Har tidligere spillet baseball

Da Tebow gik på highschool var han god til både amerikansk fodbold, basketball og baseball. I sidste ende valgte han dog at satse på en karriere i NFL.

Nu virker det dog til, at Tebow har fortrudt sit valg af sportsgren.

- Før jeg føler, at jeg har haft succes, skal jeg give alt, hvad jeg har, siger han til Fox News.

- Det handler ikke så meget om, hvor mange gange jeg kommer til at rykke mig tættere på førsteholdet. Det handler om at blive den bedste baseball-spiller, som jeg overhovedet kan blive.

Tim Tebow blev draftet til NFL i første runde tilbage i 2010.

https://twitter.com/Mets/status/773853460831752192