Rio den 9. august 2016, fem dage inde i de Olympiske Lege
Temperaturen har sneget sig op på de 27 grader denne formiddag. Seks sivformede både ligger på rad og række mellem de orange bøjer på Guanabara-bugtens spejl. I hver båd sidder to kvinder. Vindhastigheden på fem meter i sekundet lader vandet være uspoleret, og fugtigheden på de 75 procent er gennemtrængende.
Kvindernes konkurrence i 2000 meter letvægtsdobbeltsculler går i gang. I øjeblikket startskuddet lyder, bryder de smalle både spejlets overflade. USA, Irland, Canada, Holland, og før Tyskland sidder Danmarks Anne Lolk Thomsen med makkeren Juliane Elander Rasmussen.
Dette års Olympiske Lege viser sig som et af de bedste danske OL i lang tid. For Anne Lolk Thomsen er det det værste. Fire år tidligere i London har hun opnået en fjerdeplads med et halvt sekund efter de olympiske mestre. I Rio er målet guld. Barren er sat højt, men Anne Lolk ved, at det er muligt.
- Vi var, hvor vi skulle være, efter 500 meter. På de næste 500 meter kigger jeg på 1000-metermærket og forstår ikke, hvordan det kan ske. Vi lå slet ikke, hvor vi burde, og jeg vidste, at vi ikke kunne nå at indhente den tid, vi havde mistet. Det var et kæmpe nederlag.
Anne Lolk husker hver enkelte detalje, som sad hun stadig i båden i det varme klima med dunkende hjerte. Da hun slipper minderne ved at lukke øjnene kort og ryste på hovedet, sidder hun i sit nye hjem i Svendborg. Men hjertet dunker stadig, når hun snakker om Rio. For selvom det nu er halvandet år siden, kan hun ikke bare ryste følelsen af skuffelse af sig. Nederlaget har hun taget med hjem.
- Det gør stadig ondt. Man er ikke bedre end det sidste løb, man har roet. Så jeg er bare nummer ni. Det var en bitter pille at sluge, at det ikke blev, som vi havde drømt om, og vi var slet ikke forberedt på det nederlag. Jeg var så ked af det, for vi havde fortjent at vise alt det, vi havde gjort for det. Vi havde taget alle de rigtige beslutninger, så der var samtidig en fortvivlelse, fordi vi ikke kunne forklare, hvad der gik galt.
Rio 2016 skulle ikke bare være Anne Lolks sidste OL, men punktummet på hendes 18 år lange karriere. Derfor skulle hun også slutte på toppen. Niendepladsen bliver i stedet det punktum, Anne Lolk må nøjes med at sætte. Men valget er taget. To uger senere skal hun begynde som bankrådgiver på fuldtid.
- I starten var jeg sur på det hele og tænkte, at det var lige meget med al den roning. Nu ville jeg bare lave noget andet og fokusere på mit eget liv, hvor jeg selv kunne bestemme og gøre alt det, jeg gerne ville. Roning var fortid.
Svendborg Havn 1993
Anne Lolk er opvokset på Tåsinge syd for Svendborg, og i en alder af ti begynder hun at ro kajak. Fire år senere er det ikke nok bare at ro for sjov, og som 18-årig flytter Anne Lolk til Kongens Lyngby for at komme videre med sin passion.
- Mens mine venner festede, fandt jeg ud af, det var kajak, jeg ville. Jeg drømte aldrig om noget job som 19-årig, jeg drømte om OL. Jeg har været så passioneret og dybt nede i min sport siden. For ellers kan man ikke føde de drømme, det kræver for at komme langt. At finde et arbejde, der kan give det samme, er umuligt.
I løbet af de næste otte år opnår Anne Lolk at komme på podiet ved syv verdensmesterskaber med en førsteplads de sidste fire år, inden hun skifter permanent til roning. Her kommer hun blandt andet til OL to gange.
Forskelligt fra mange andre eliteudøvere har Anne Lolk taget en uddannelse ved siden af sporten. Hun bliver færdig med sin bachelorgrad i statskundskab i februar 2009. I 2016 begynder hun i lære som bankrådgiver i Nykredit, mens hun går i skole ved siden af. Hun føler sig malplaceret blandt sine ti år yngre studiekammerater. Selv er Anne Lolk 32 år og gravid med sit andet barn.
1. september 2016 Nykredit i Kongens Lyngby – 11 dage efter Rio
Det er Anne Lolks første dag som kunderådgiver på fuldtid. Fra det øjeblik, den tidligere roer træder ind ad Nykredits døre, afhænger hendes opgaver og mål pludselig ikke kun af hende selv, og hun skal som noget nyt forholde sig til kollegaer og en chef. På to uger bliver træningstøjet og båden skiftet ud med stiv bankuniform og kontorstol 40 timer om ugen. Den tidligere roer kan ikke kende sit eget spejlbillede.
- Det eneste, en uddannelse ved siden af min elitesport gav mig, var et job, da jeg var færdig. Det rustede mig ikke til, at jobbet nu blev min nye identitet. I banken er jeg bare en brik i et stort fælles puslespil, og det er en kæmpe tilvænning. Det er overvældende, at det nu er mit bankjob, der definerer mig. Alle de fine tilter og medaljer, jeg har fået som roer, er ikke noget værd her. Som 34-årig er jeg helt ny og uerfaren på et kontor 40 timer om ugen, som jeg havde sagt til mig selv, at jeg aldrig ville.
Som eliteudøver var Anne Lolk vant til at blive feteret og anerkendt både nationalt og internationalt. Der vidste hun, hvad hun lavede, hvorfor, og hvor god hun var. I overgangen til det civile liv udvikler der sig et tomrum, og Anne Lolk begynder at forstå, at hun var blevet afhængig af den form for opmærksomhed, som elitesporten gav hende.
- Jeg blev afhængig af anerkendelsen og savner den stadig. Der er ikke nogen nu, der roser mig på samme måde, og der sker bare nogle federe og større ting, når man er sportsudøver, end når man har et 8-16-job. Jeg kan det, som jeg skal kunne, men det er ikke ekstraordinært, som jeg er vant til. Jeg skal affinde mig med at være almindelig.
26. august 2017
Det nye liv sætter virkelig ind, da Anne Lolk får sin anden datter Elin. Familien er flyttet tilbage til Svendborg, og under sin barsel får Anne Lolk ro og tid til at tænke over alt det, hun har været igennem på så kort tid. Jo længere tid der går, desto mere larmende bliver tankerne, som hun ikke ved, hvordan hun skal bearbejde. I stedet søger hun en flugt fra det hele. Overvejelser om at vende tilbage til trygheden på vandet med en åre i hånden begynder at friste.
- Da jeg kom ned i gear og gik nogle ture, kunne jeg ikke få det ud af hovedet: Skal jeg virkelig arbejde i en bank resten af mit liv? Jeg føler stadig ikke, at jeg passer ind i bankverdenen blandt de her mænd i jakkesæt, og jeg savner friheden til at prioritere mig selv. Når jeg fristes til at vende tilbage til roning, er det en måde at få kontrollen tilbage på. Hvis jeg gik tilbage til sportslivet, ville jeg genfinde kontrollen og friheden og ville kunne påvirke min egen hverdag.
Det har taget lang tid for Anne Lolk at acceptere nederlaget i 2016, og hun har tit skullet sige til sig selv, at de syv minutter i semifinalen ikke må ødelægge hendes syv år gode samarbejde med makkeren Juliane Rasmussen. At acceptere den nye identitet er sværere.
- I forhold til min identitetsproces er jeg lige nu ’in between’. Jeg er færdig med at være roer, men jeg kan aldrig slippe den, jeg engang var. Jeg skal nok blive okay med den identitet, jeg har nu. Tror jeg.
Svendborg Havn den 5. marts, 2018
Inden så længe skal Anne Lolk starte på arbejde igen. Med barnevognen foran sig tager hun sin vante barselsgåtur ned til havnen for at tænke. Et skibshorn hyler ensomt langt ude bag tågens mur, mens mågerne kalder insisterende på hinanden fra masterne. Det er omkring de nul grader denne eftermiddag, og køretøjer og menneskefødder har for længst sat sine aftryk i nattens nedfaldne sne.
- Når jeg ser havnen, ser jeg lille Anne ude på vandet her. Det var mit første skridt mod drømmen.
Kan du se dig selv leve dit nye liv resten af dine dage og være lykkelig over, hvor du står?
- Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at jeg nok godt kan, men det kræver, at jeg sætter min sportskarriere i spil. Hvordan ved jeg ikke. Men jeg har brug for at anvende alle mine erfaringer aktivt, så det ikke går til spilde. Det ville gøre mig mere tilpas. Hele glæden ved at bevæge sig, sætte sig mål og træne. Måske som mentor for unge roere. Jeg vil aldrig kunne give slip på sporten, og jeg vil give glæden videre.
Se tv-indslag med Anne Lolk om det svære karrierestop her: