SPORTSDAGEN Rødvins-tempo og catalanske kurver

Det er simpelthen en herlig sportsdag, der venter denne pinsesøndag. Formel 1, Giro d’Italia, is-VM og Premier League. Mums!

(Foto: © Grafik: DR Sporten, (c) Scanpix)

Spaniens grandprix (Formel 1)

TV3+, kl. 14.00.

Efter dage med træninger og kvalifikation er det nu alvor. Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet skal køre Spaniens grandprix på banen i Barcelona, der har nogle ganske svære kurver, hvor vejen hælder den forkerte vej ud ad.

Kevin Magnussen kørte lørdag en ganske fin Q1, hvilket sendte ham videre til anden kvalifikationsrunde. Men selvom danskeren forbedrede sin tid en smule, måtte han nøjes med en plads som nummer 15, hvilket er hvor han starter i gridden i dagens grandprix.

Holdkammeraten på Renault-teamet, Jolyon Palmer, starter i 17. position, mens engelske Lewis Hamilton sikrede sig pole position i kvalifikationen.

Giro d’Italia – 9. etape (cykling)

TV2, kl. 14.30.

Årets første grand tour er nået knap halvvejs igennem årets rute. Lørdag skulle feltet ud på en lidt speciel opgave, da en kategori 2-stigning bød på flere kilometer med grusvej.

I dag er det en helt, helt anden disciplin, der venter Giro-feltet. Søndagen byder nemlig på enkeltstart, og temaet smager lidt af rødvin. Rytterne kører nemlig tempo-etapen fra Radda di Chianti til Greve in Chianti.

Ruten er 40,5 kilometer lang, og den er bestemt ikke flad. De ikke så bjergbegejstrede ryttere kan dog glæde sig over, at der er mere nedkørsel end opkørsel, men der er dog nogle toppe som skal forceres.

Danmark – Tjekkiet (ishockey)

TV2 Sport, kl. 15.10.

Lad os være helt ærlige: Der er ikke de store forventninger om danske point i dagens landskamp ved A-VM i ishockey. Landsholdet kan med straffeslagssejren over Letland fredag drømme om en kvartfinale, men Tjekkiet er en svær, svær modstander.

De danske ishockeyherrer skal overhale Schweiz, hvis det skal blive til en kvartfinale, men alpelandet har lige nu et point mere end danskerne og er bedre indbyrdes. Schweizerne har dog et svært program mod Sverige og Tjekkiet.

Sådan vil vi gerne se de danske spillere efter kampen mod Tjekkiet. (Foto: © Yuri Kadobnov, Scanpix)

Danmark kan derimod skaffe vitale point mandag mod bundproppen Kazakhstan, der kun har fået tre point. Men i dagens opgør mod Tjekkiet vil ethvert point være en appelsin i turbanen. Tjekkerne fører nemlig gruppen med 14 point.

Premier League (fodbold)

TV3+ / 6’eren, kl. 16.00.

Mesterskabet er allerede blevet fortjent placeret hos Leicester, og dermed er det nogle mere sekundære – men stadig spændende – elementer, der er på spil denne søndag, når der er sidste spillerunde i Premier League.

Premier League-trofæet er blevet placeret. Låget kan tages af, skulle vi hilse og sige fra Kasper Schmeichel. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

Vi snakker fuldt program med samtlige 10 kampe samtidig, så hvis man har flere skærme, er det oplagt at kigge med forskellige steder. De spændende slag skal findes i kampen om sølv og bronze samt i duellen om den fjerde Champions League-plads.

Tottenham og Arsenal kæmper om anden- og tredjepladsen, og her har Tottenham to points forspring, inden de møder nedrykkede Newcastle på udebane. Arsenal får besøg af ligeså nedrykkede Aston Villa.

I Manchester får United besøg Bournemouth, og Louis van Gaals tropper skal forsøge at indhente lokalrivalerne fra Manchester City, der med to point mere sidder på den forjættede Champions League-fjerdeplads. City skal på besøg hos Swansea i manager Manuel Pellegrinis sidste kamp, og det bliver spændende at se, om den ny manager Pep Guardiola får lov at spille Champions League i næste sæson.