SPORTSDAGEN Masters-golf, Rio-billetter og brostens-cykling

Søndagen byder på en godt spillende dansker ved US Masters, en meget afgørende håndboldkamp og Paris-Roubaix.

Søren Kjeldsen har storspillet under US Masters. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix)

US Masters (golf)

TV3 Sport 1, kl. 20.00. På Augusta-banen i Georgia spiller Søren Kjeldsen med om de sjove placeringer ved årets første major-turnering – US Masters.

Danskeren har imponeret i den 80. udgave af den traditionsrige turnering og været særdeles stabilt spillende, men halser dog noget efter Jordan Spieth, der må regnes som favorit inden søndagens finalerunde.

Danmark - Bahrain (håndbold)

Tv2, kl. 20.30. I Boxen i Herning kan de danske håndboldherrer sikre sig billetterne til OL i Rio de Janeiro til sommer. Det kræver minimum et point i opgøret mod håndboldminiputten Bahrain.

Målmand Niklas Landin skulle meget gerne kunne juble over billetter til OL i Rio efter kampen mod Bahrain. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter fredagens sejr over Kroatien og lørdagens uafgjorte resultatet mod Norge ligger det nu lige til højrearmen for Gudmundur Gudmundssons mandskab at sikre sig de eftertragtede billetter til Rio.

Skulle det mod forventning ikke lykkes for de danske håndboldherrer et få det ene point, vil det i hvert fald være overraskelse, der vil give genlyd overalt i håndboldverdenen.

Paris-Roubaix (cykling)

TV2, kl. 10.35. På de toppede brosten i det nordlige Frankrig er det igen blevet tid til, at cykelcirkusset skal prøve kræfter med ’Helvede i nord’.

Løbet byder på hele 27 frygtede brostenssektioner, inden det hele afgøres på cykelbanen i Roubaix.