Hver dag er en sportsdag, og netop i dag er faktisk blandt de bedre. Der er nemlig topsport i flere forskellige sportsgrene, så både fodbold-, ishockey- og tennisinteresserede kan få lysterne styret.
Tjekkiet – Danmark
Fodbold. Kampstart klokken 20:30. Kanal 5.
Vi begynder patriotisk med fodboldlandsholdets testkamp mod Tjekkiet.
En testkamp fire måneder før den næsten VM-kvalifikationskamp lyder ikke umiddelbart voldsomt ophidsende. Slet ikke når man skænker de seks danske afbud en tanke. Men det kan nu sagtens blive en god fodboldkamp alligevel.
Landstræner Åge Hareide har i pressen været i modvind, fordi han har talt om, at placeringen af kampen ikke er optimal. Efterfølgende har han følt sig misforstået, og det følte han stor trang til at præcisere på mandagens pressemøde. Derfor er der måske grund til at forvente et topmotiveret dansk hold i aftenens kamp.
Afbuddene kommer fra fire af de startende spillere i fredags sejr over Kasakhstan: Christian Eriksen, William Kvist, Andreas Cornelius og Yussuf Poulsen. Derudover har Martin Braithwaite og Pierre Emile Højbjerg også meldt fra med småskader som årsag. Det giver selvsagt en hel del plads til spillere, der ikke normalt starter inde på landsholdet – og de må alt andet lige være interesserede i at vise sig bedst muligt frem.
Aalborg – Rungsted
Ishockey. Kampstart klokken 20:30. TV 2 SPORT.
I den hjemlige ishockeyliga brager Aalborg Pirates sammen med Rungsted Seier Capital. Og cirka en fjerdedel inde i grundspillet har vi at gøre med en regulær topkamp.
Ligaens førerhold, Aalborg, har 33 point efter 13 kampe. Gæsterne fra Rungsted ligger nummer tre med 25 point efter 12 opgør. Både Rungsted og Aalborg har dog spillet færre kampe end Odense på andenpladsen.
Begge hold kan altså se en oplagt mulighed i kampen: Aalborg kan virkelig trække fra i toppen, mens Rungsted kan overhale Odense og komme endnu tættere på førstepladsen. Og de skal nok slås for det, gæsterne. Rungsted er nemlig det mest bissede hold i ligaen med 264 udvisningsminutter.
Novak Djokovic – Milos Raonic
Tennis. Kampstart klokken 21. Eurosport 2.
Er du hverken til fodbold eller ishockey, så kan tennisturneringen ATP World Tour Finals måske friste. I aften mødes den tidligere verdensetter Novak Djokovic med Milos Raonic i den anden gruppekamp. Og her kan begge spillere stort set sikre en plads i semifinalen.
Både Djokovic og Raonic vandt nemlig deres første kamp. Derfor kan en sejr i den anden gruppekamp stort set åbne døren til turneringens næste led. Den matematiske sikkerhed for semifinalepladsen kommer dog an på udfaldet af dagens tidlige kamp mellem de to andre spillere i gruppen, Dominic Thiem og Gael Monfils. De to spiller også på Eurosport 2 – men allerede klokken 15.
https://twitter.com/DelgadoJamie/status/797919561269923840
Mændenes sæsonfinale spilles i den imponerende O2 Arena i London.