SPORTSDAGEN Kan mestrene stoppe Kadetten?

Bjerringbro-Silkeborgs håndboldmestre tager torsdag hul på Champions League, hvor schweiziske Kadetten Schaffhausen venter i en tidlig nøglekamp.

Bjerringbro-Silkeborg fejrer Super Cup-sejren over HC Midtjylland. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

Der er håndbold fra øverste hylde og fodbold fra den hjemlige andedam blandt vores udvalgte begivenheder denne torsdag.

Leipzig – Rhein-Neckar Löwen (håndbold)

TV3 Sport 2, kl. 19.00.

I den tyske Bundesliga skal Nikolaj Jacobsens Rhein-Neckar Löwen forsøge at rejse sig efter weekendens hjemmebane-nederlag mod Flensburg-Handewitt.

De forsvarende mestre skal en tur til Leipzig, hvor hjemmeholdet med en sejr kan gå forbi Rhein-Neckar i tabellen.

Kadetten Schaffhausen – Bjerringbro-Silkeborg (håndbold)

DR3, kl. 20.00.

Håndboldherrerne fra BSV indleder jagten på avancement i Champions League med en nøglekamp. De danske mestre møder på udebane de schweiziske mestre fra Kadetten Schaffhausen.

Et opgør der nok skal kaste point af sig, hvis jyderne skal gøre sig forhåbninger om at gå videre fra den stærke gruppe A, der blandt andet tæller FC Barcelona, THW Kiel, Paris Saint-Germain og Flensburg-Handewitt.

https://twitter.com/kadettensh/status/778587307087634432

Schweizerne kalder også opgøret mod BSV for sæsonens vigtigste hjemmekamp.

Lyngby – Brøndby (fodbold)

TV3+, kl. 20.00.

I Alka Superligaen er der storkøbenhavnsk opgør, når oprykkerne fra Lyngby tager imod Brøndby.

Hjemmeholdet kom mandag tilbage på sporet, da de efter fire kampe med et point i samlet udbytte slog topholdet fra AaB.

Brøndby kommer ind til opgøret med modsat fortegn. Efter en fornem sæsonstart måtte Alexander Zornigers mandskab søndag indkassere sæsonens første nederlag i Superligaen.

Viborg løb nemlig med alle tre point i opgøret på Brøndby Stadion, da hjemmeholdets anfører Johan Larsson afgjorde kampen med et dumt selvmål.