Nicki Pedersen fik tidligere i dag et wildcard til næste års VM-serie, selvom den 40-årige speedwaykører havde et forfærdeligt 2017, der blev overskygget af en alvorlig skade efter et voldsomt styrt tilbage i maj.
Valget af Nicki Pedersen skabte efterfølgende stor utilfredshed hos den seksdobbelte danmarksmester, Niels-Kristian-Iversen, der følte sig forbigået efter en bedre resultatmæssig sæson end den tredobbelte verdensmester.
Og netop det faktum, at Nicki Pedersen har noget større meritter på CV'et end sin landsmand, har spillet ind i valget, fortæller administrerende direktør i BSI speedway, Torben Olsen, der også er et af tre medlemmer af den komité (SGP Commission), som uddeler wildcards.
- Selvfølgelig kigger vi på den nuværende form og sportslige succes, men vi kigger også på andre ting, heriblandt profilen. Her har NIcki Pedersen bare en større profil end Niels-Kristian Iversen.
- Han er jo tidligere verdensmester, han har flere fans, der er mere mediedækning af ham og han er mere kendt på de forskellige markeder. Så vi mener, at han bedre kan profilere og udbrede sporten.
Det sportslige tæller også med
Nicki Pedersen har siden sit styrt gået med overvejelserne om at stoppe karrieren, men med wildcartet betyder det, at det bliver til minimum én sæson mere for den rutinerede speedwaykører.
Og selvom Pedersen er oppe i årene og måske lidt rusten efter skaden, tror Torben Olsen stadig på, at han kan være med blandt de bedste.
- Vi vurderer selvfølgelig også, hvem der har størst chance for at køre med om VM-titlen, så det har også spillet ind. Det er ikke sådan, at vi kun kigger på historien, vi foretager også en sportslig vurdering.
- Alt i alt handler det om, hvem der kommer tættest på at have hele pakken. Nicki Pedersen har også tidligere vist, at han er blandt de bedste med tre VM-titler, det betyder også bare en del, siger Torben Olsen, der godt forstår, at Niels-Kristian Iversen føler sig overset.
- Vi forstår godt, at Niels-Kristian Iversen er skuffet. Sådan skal det være, og det viser, at han virkelig vil det her. Når man giver wildcards bliver nogle sure, og nogle bliver glade. Men skulle vi kun se på det sporstlige, ville Peter Kildemand jo også være i spil.
- Alle har haft chancen for at kvalificere sig via resultater, og det er desværre ikke lykkedes grundet forskellige ting. Og wildcards er altså også bare andre ting end den nuværende form og seneste resultater, slutter Torben Olsen.
VM-serien indledes til maj næste år, hvor første løb køres i Polen i Warszawa.