Kajakroeren René Holten Poulsen fik en fornem afslutning på VM i Portugal med sølv i 5000 meter enerkajak.
Den 29-årige dansker kom ind på andenpladsen efter den portugisiske vinder Fernando Pimenta. Javier Hernanz fra Spanien tog bronze.
Med 500 meter tilbage åbnede Pimenta spurten. Holten Poulsen hægtede sig på og passerede mållinjen efter den stærke portugiser.
Dermed fik danskeren lidt oprejsning på et VM, hvor han sluttede langt tilbage på favoritdistancen over 1000 meter. Her kiksede Holten Poulsen sin start i finalen og sluttede som nummer otte.
Danmark kan rejse hjem fra VM med i Montemor-o-Velho i Portugal med to medaljer. Hos kvinderne vandt Emma Aastrand Jørgensen tidligere søndag VM-sølv i 200 meter enerkajak.
/ritzau/