Putin afviser russisk OL-boykot efter IOC-dom

Rusland vil ikke boykotte vinter-OL i Sydkorea til februar, siger præsident Vladimir Putin.

Ruslands præsident Vladimir Putin ser ingen grund til at boykotte vinter-OL. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Russiske atleter kommer ikke til at boykotte vinter-OL i Sydkorea, meddeler præsident Vladimir Putin.

Putin fastslår onsdag, at det ikke bliver aktuelt for russiske atleter at boykotte vinterlegene i Pyeongchang som følge af udelukkelsen fra OL.

Tirsdag aften besluttede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) at udelukke Rusland som nation fra vinter-OL som straf for omfattende doping i landet.

Samtidig blev der åbnet op for, at russiske atleter kan deltage under neutralt flag.

Og Putin, der onsdag holdt en tale på en bilfabrik i Nizjnij Novgorod, afviser, at han vil forhindre russere i at deltage i vinterlegene.

- Vi kommer definitivt ikke til at erklære nogen boykot. Vi vil ikke forhindre nogen i at konkurrere, hvis de ønsker at deltage, siger Putin.

Ren politik

Inden IOC traf en afgørelse, blev der spekuleret i, at en eventuel udelukkelse kunne udløse en russisk boykot. Men det kommer ikke til at ske.

Putin langer i talen ud efter IOC og kritiserer udelukkelsen af Rusland.

- Det hele ligner en iscenesat og politisk motiveret beslutning. Det kan vi alle se, for mig er der ingen tvivl om dette, siger Putin ifølge AFP.

Han afviste, at der skulle være foregået statsstøttet doping i Rusland i forbindelse med vinterlegene i Sotji i 2014.

ritzau/