Den danske atletikudøver Sara Slott Petersen er årets vinder af Kulturministeriets Idrætspris 2016.
Det oplyser kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) mandag.
- 2016 har på mange måder været dit år. Du vandt EM-guld i hækkeløb, og da du vandt OL-sølv, satte du ny rekord på distancen.
- Du har også formået at kombinere det at være eliteatlet med at være mor og studerende.
- Du er en meget stor inspiration og en kæmpe rollemodel. Tak til dig fra hele Danmark, siger ministeren i sin tale til prisvinderen.
Kulturministeriets Idrætspris overrækkes for en særlig idrætspræstation eller en indsats inden for idrættens verden.
Forbund, sportsudøvere, trænere, projekter og ildsjæle inden for både elite- og breddeidrætten kan vinde prisen.
13 kandidater til prisen
Sara Slott Petersen vandt sølv i 400 meter hæk ved OL i Rio og blev den første danske kvinde til at vinde EM-guld i samme disciplin i juli i år.
13 kandidater var indstillet til til at vinde de 100.000 kroner. Heriblandt herrernes badmintonlandshold og bryder Mark O. Madsen.
/ritzau/