Skal Danmark have et curlinglandshold med til Vinter OL i Pyeongchang næste år, skal stenene klappe i den kommende uge.
De danske curlingkvinder skal nemlig forsøge at samle point til en OL-kvalifikation ved VM, der begynder lørdag.
Efterfølgende bliver de danske point lagt sammen med de OL-point, som Danmark optjente ved det seneste VM.
Herefter står det klart, om det danske curlinglandshold kan booke en flybillet til Sydkorea næste vinter.
Det kræver, at danskerne slutter blandt de syv bedste nationer på den samlede rangliste.
Danmark skal avancere
Før dette VM er Danmark placeret som nummer otte på listen.
Men det er ikke en umulig mission for det danske hold, der består af skipper Lene Nielsen, samt Madeleine Dupont, Stephanie Risdal, Charlotte Clemmensen og Denise Dupont.
- Jeg tror og håber på, at de kan kvalificere sig, så de har ti måneder til at forberede sig til OL. Det er pigernes mål, og jeg synes også, at det er et realistisk mål. Tingene skal dog flaske sig for dem, siger Tommy Stjerne, der har fulgt det danske curlinglandshold tæt.
Tommy Stjerne har tidligere deltaget ved VM i curling syv gange, er far til herrelandsholdets skipper, Rasmus Stjerne, og svigerfar til kvindelandsholdets skipper, Lene Nielsen.
- Ved Danmarksmesterskaberne var de klart det bedste hold. Så der er ikke nogen tvivl om, at Danmark sender det bedste hold, vi har. Det er også det hold, der har bedst mulighed for at gøre det godt internationalt, lyder vurderingen fra Tommy Stjerne.
Danmarks første kamp ved VM er mod Tjekkiet lørdag.
Herunder er samlet en oversigt over, hvor mange point det danske hold har i forhold til de øvrige nationer ved VM.
Landenes point er angivet efter landenes navn.
- 1
Schweiz, 14
- 2
Japan 12
- 3
Rusland 10
- 4
Canada 9
- 5
Skotland 8
- 6
USA 7
- 7
Sydkorea 6
- 8
Danmark 5
- 9
Sverige 4
- 10
Tyskland 3
- 11
Finland 2
- 12
Italien 1
- 13
Kina 0
- 14
Tjekkiet 0
Kilde: Curling.dk