OL-chok: Dansk medaljedisciplin på vej ud

Det internationale roforbund overvejer at fjerne letvægtsfireren fra OL-programmet fra og med 2020.

Ved OL i London måtte Guldfireren nøjes med bronzemedaljer. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Siden 1996 er det er det blevet til fem OL-medaljer for letvægtsfireren, der af samme grund har fået tilnavnet Guldfireren.

Hvert fjerde år har de fire roere i den lange, smalle båd udgjort en af Danmarks absolut bedste medaljechancer, men fra og med OL i Tokyo kan det være slut.

Det internationale roforbund, FISA, har nemlig fremlagt en række forslag, der alle indebærer, at klassen, som letvægtsfireren tilhører, simpelthen bliver taget af OL-programmet.

Det drastiske tiltag blev diskuteret på en konference den 6. marts i London, og det sker som reaktion på, at IOC, den internationale olympiske komité, har annonceret, at der ved de olympiske lege i 2020 skal være lige mange discipliner for mænd og kvinder i alle sportsgrene.

Mulighed for indsigelser

I dag er der flere pladser til mandlige roere end kvindelige, og ændringer i sammensætningen af de olympiske discipliner i roning er derfor påkrævet, hvis FISA skal leve op til kravet.

På den danske letvægtsfirers twitterprofil skrives der som reaktion på forslagene, at det 'ville være en sørgelig dag', hvis det sker, og at en sådan beslutning 'ville slå letvægtsroning ihjel'.

https://twitter.com/guldfireren/status/706910271789473792

Endnu er alt håb dog ikke ude for letvægtsfireren og de danske medaljechancer i disciplinen. Den endelige beslutning bliver først truffet på en ekstraordinær generalforsamling i februar 2017, og de nationale roforbund har derfor stadig mulighed for at komme med indsigelser og andre løsningsforslag.

Det vil ligeledes kræve et flertal på 2/3 blandt medlemslandene i FISA, før en ændring kan føres ud i livet.