Odense skal afholde World Cup-finalerne i bueskydning

Odense bliver i september vært for World Cup-finalerne i bueskydning.

Det er ikke første gang, Danmark faciliterer et verdensmester skab i bueskydning. I sommers blev VM i bueskydning nemlig afholdt på Christiansborg Slotsplads, hvor danske Stephan Hansen vandt guld i bueskyttedisciplinen compound. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

World Cup-finalerne i bueskydning bliver i år afgjort på dansk grund, når Odense i september bliver vært for arrangementet.

- Danmark har et stærkt renommé i den internationale bueskydningsverden. I 2009 var Nyhavn med til at sætte helt nye standarder for afviklingen af en World Cup-finale, siger Rolf Lind, formand for Bueskydning Danmark, i en pressemeddelelse.

Camilla Søemod vandt guld sammen med Martin Damsbo, da VM i 2009 blev afholdt i Nyhavn. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

- I sommers lavede vi et ikonisk setup i hjertet af København på Christiansborg Slotsplads, som blev "like never before".

- Med valget af Odense til World Cup-finalen i september 2016 håber vi, sammen med Sport Event Denmark og Sport Event Fyn, at kunne skabe det næste eventyrlige eftermæle for bueskydning i Danmark, siger formanden.

Danmark har vundet guld før

Danmark var sidste år vært for VM i bueskydning, hvor finalerne blev afviklet på Christiansborg Slotsplads i København.

Ved den lejlighed vandt Danmark flere medaljer. Stephan Hansen vandt VM-guld i compound og herreholdet vandt bronzemedaljer.

Direktøren for Sport Event Denmark, Lars Lundov, glæder sig over, at Danmark har sikret sig World Cup-finalerne.

- Danmarks compoundkvinder har netop vundet VM-guld, mens mændene skød sig til sølv ved indendørs-VM i bueskydning. I 2009 var Danmark også vært for en World Cup-finale i Nyhavn og i sommer et VM på Christiansborg Slotsplads.

- Det bliver med disse erfaringer, vi til september giver vores dygtige skytter hjemmebane ved World Cup-finalen i Odense, siger han.

World Cup i bueskydning afvikles i år over tre runder i tre forskellige lande; Shanghai i Kina, Medellin i Colombia og Antalya i Tyrkiet.

De otte bedste bueskytter i hver kategori, recurve og compound, går videre til World Cup-finalen i Odense.

/ritzau/