Nogle navne forpligter mere end andre, og blandt de sværeste at leve op til må være Guldfireren, som den bedste danske letvægtsfirer er blevet døbt.
Alligevel var der udpræget tilfredshed med den sølvmedalje, som blev roet hjem ved VM i Frankrig tidligere i dag.
Ikke mindst da det sker efter en svær sæson, hvor der har været udskiftning i båden, fortæller Kasper Winther Jørgensen, der udgør en fjerdedel af besætningen.
- Vi er helt sikkert glade. Med den sæson, vi har haft, hvor vi har skiftet Morten (Jørgensen, red.) ud med Jens (Vilhelmsen, red.) i mandskabet, og så alligevel stå med en sølvmedalje i dag, det havde vi kun drømt om for tre måneder siden. Så vi er virkelig glade.
Stærke schweizere
I finalen i Aiguebelette viste den schweiziske båd sig at være helt suveræn, og den krydsede målstregen med en bådlængde ned til danskerne på andenpladsen.
- De er ikke umulige at slå, men vi vidste godt, at de var rigtig stærke, for de har set rigtig stærke ud igennem hele konkurrencen hernede. Så vi vidste, at vi skulle op og have et af vores bedste løb i år, hvis vi skulle slå dem.
- I dag havde vi nok et middel løb, og at vi alligevel kan være med og få sølv, så kan vi ikke være andet end tilfredse, siger Kasper Winther Jørgensen.
Det skal fejres
Efter at være kommet igennem sæsonens højdepunkt med sølvmedaljer og efter adskillige måneders hård træning, så har de fire roere - Kasper Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard og Jens Vilhelmsen – tænkt sig at forkæle sig selv med en aften i byen, inden forberedelserne til OL for alvor begynder.
- Det har vi tænkt på i mange, mange måneder efterhånden, så i aften skal vi fejre det med et par øl eller en god flaske vin, det er helt sikkert, fortæller en grinende Kasper Jørgensen.