Danske Jena Mai Hansen har netop påbegyndt sit livs vel nok hårdeste sejlads.
Hun er ombord på den dansk sponsorerede Vestas 11th hour racing, som i dag har kastet sig ud på tredje etape i Volvo Ocean Race. En etape, der ikke bare er den hidtil længste i den stort anlagte kapsejlads, men også en af de mest frygtede af de i alt 11 etaper.
Sejlerne skal nemlig krydse dele af det berygtede sydlige ishav, som byder på isbjerge, vinde på op til 25 meter i sekundet og bidende kulde.
- Man har ikke sejlet ordentligt rundt om jorden, hvis ikke man har sejlet i det sydlige ishav, så det er et legendarisk ben. Så jeg glæder mig, men frygter det også, siger Jena Mai Hansen og uddyber:
- Som sejlere ved vi, hvad vand kan gøre, så vi har meget respekt for havet, selvom det også er vores legeplads.
6500 sømil
Etapen – eller ’benet’ som det hedder på sejlerlingo – går fra Cape Town i Sydafrika til Melbourne i Australien over 6500 sømil, som svarer til lidt over 12000 kilometer.
- Vi skal helt ned til icegaten, hvor der er mulighed for at se isbjerge. Forhåbentlig ser vi ikke nogen, for de er meget større, end de egentlig ser ud, og der er en risiko for at ramme dem.
- Men der er to ruter – den ene nordpå, men også én sydpå, hvor det kan blive rigtig koldt og rigtig vildt. Det kan blæse op til 25 meter i sekundet, så når man lægger windchillfaktoren oveni med kulden, så bliver det altså koldt, siger Jena Mai Hansen.
Vestas 11th hour racing ligger på andenpladsen i Volvo Ocean Race.