Som regel ser konkurrenterne kun Maja Alms fodspor i skoven, når der løbes orienteringsløb.
Og sådan skete det også søndag, da danmarksmesterskabet på den ultralange distance skulle afgøres i Rold Vælderskov.
Den danske stjerne parkerede alle konkurrenterne på den knap 15 kilometer lange rute og løb i mål næsten fem minutter hurtigere end den nærmeste forfølger, der var Emma Kligenberg.
Et stykke hen ad ruten så det dog ud til, at Kligenberg skulle løbe med guldet. Men en fejl ved post nummer 11 blev dyr, da Maja Alm ikke lavede samme fejl.
Herefter kunne Alm løbe sejren på de sidste ti kilometer og dermed fejre sit fjerde danmarksmesterskab på den lange distance.
Hos mændene vandt Tue Lassen sit første guld på distancen.