Den danske sejlsportsmand Paul Elvstrøm sov onsdag morgen stille ind i en alder af 88 år.
Karrieren var uovertruffen, hvor det blev til fire OL-guldmedaljer, 13 verdensmesterskaber og syv europamesterskaber i otte forskellige bådtyper.
Helt unikt.
Elvstrøm har været en inspiration for flere generationer af sejlere. Heriblandt den danske OL-sølvvinder ved OL i London 2012, Jonas Høgh-Christensen.
- Det er et kæmpe tab for dansk sport generelt og for dansk sejlsport i særdeleshed, siger Jonas Høgh-Christensen til DR Sporten.
- Det er super trist og det kommer til at påvirke dansk sejlsport meget.
En hel sejlsportsverden i sorg
Paul Elvstrøm var ikke bare en forrygende sportsmand, men var også innovativ i forhold til træningsmetoder og opfindelse af nyt bådudstyr og rykkede på den måde også sporten, når han ikke var på vandet.
Paul Elvstrøms død rækker derfor også langt ud over Danmarks grænser.
- Sejlsporten i hele verden kommer til at sørge over hans død. Han har en stor ære i, at dansk sejlsport er, hvor den er i dag, siger Jonas Høgh-Christensen.