Jernrør, skjulte motorer og barberblad i handsken: Her er syv af sportens mest usportslige optrædener

Mange har taget grænseoverskridende metoder i brug for at sikre sig fordele både på og uden for banen.

Atleter i topsport vil gå langt for at vinde. Det ligger i sportens natur, at man går til grænsen - både fysisk og mentalt - for at slutte øverst på sejrsskamlen.

Men i adskillige tilfælde har atleter ikke bare balanceret på deres egne grænser; de har også brudt moralske barrierer i forsøget på at nå til tops.

Her er syv af sportshistoriens mest usportslige episoder.

En bad boy fra Brooklyn tog en bid af sin modstander - 1997

Mike Tyson slikkede sig nærmest morderisk om munden, efter dommeren skilte ham og Evander Holyfield fra hinanden i sværvægtsbraget.

Alle tilskuere kunne fornemme, at der var sket noget med Holyfield, mens de to boksere var i clinch med hinanden. Holyfield fandt hen til sit ringhjørne, hvor hans hjælpere vaskede blod af hans øre.

Og der blev det tydeligt for alle: Holyfields voldsomme reaktion havde sin årsag. Tyson havde bidt en lille del af sin modstanders øre, og tv-billedernes gentagelse viste det tydeligt. Tyson modtog en advarsel og en pointstraf fra dommeren for forseelsen, og kampen fortsatte.

Men Tyson var ikke færdig. Kort efter tredje runde blev genoptaget, gentog han sin makabre udåd. Man kunne sågar se, hvordan titeludfordreren bagefter spyttede en lille del af øret ud på kanvassen.

Kort efter blev kampen afblæst og Tyson diskvalificeret. Dermed tabte han sin revanchekamp mod Holyfield.

Men det var Tyson, der stod tilbage som den store taber, og episoden står som et kontroversielt monument over bokseren med det store talent og matchende indre dæmoner.

Amerikanske skøjteprinsesser var i åben krig - 1994

Skrigene fra den amerikanske skøjtedarling Nancy Kerrigan rungede ud i skøjtehallen i Detroit og blev hurtigt efterfulgt af en grådkvalt, messende gentagelse af ordet: ‘hvorfor’. Sekunder forinden var OL-favoritten blevet overfaldet af en fremmed mand med et jernrør.

Overfaldet blev et dramatisk klimaks i en af de mest berygtede rivaliseringer i sportens verden. Nancy Kerrigan blev fundet grædende med et skadet ben efter overfaldet, som hendes direkte konkurrent, Tonya Harding, var delvist involveret i.

Hardings mand havde arrangeret hændelsen, der skulle sikre Tonya Harding en plads på det amerikanske OL-hold. Overfaldet blev udført kort tid før det amerikanske mesterskab i 1994, hvor de to bedstplacerede ville blive udtaget til den kommende OL-trup.

Tonya Harding vandt det nationale mesterskab. Nancy Kerrigan kunne ikke deltage, men blev alligevel udtaget til OL i Lillehammer i 1994, hvor hun dermed blev holdkammerat med Tonya Harding.

Nancy Kerrigan vandt en sølvmedalje ved legene, mens Tonya Harding, der var blevet mandsopdækket af verdenspressen, havde en forfærdelig konkurrence og sluttede på en ottendeplads.

Da motordoping blev en del cykelsporten - 2016

Op gennem 2010’erne har rygter og konspirationer om skjulte motorer i cykelsporten været udbredt. Men det var først i 2016, at sportens første og hidtil eneste syndebuk blev udpeget.

Den dengang blot 19-årige Femke van den Driessche blev afsløret forud for VM i cyklecross, hvor hun skulle konkurrere i U23-klassen.

En cykelscanner opdagede, at det lovende belgiske cykeltalent havde en lille motor skjult i sit stel på sin reservecykel. Motoren skulle aktiveres via en skjult knap på styret.

Men da den internationale cykelunions inspektører opdagede Femke van den Driessches formodede forsøg på motordoping, var sagen klar og en straf nødvendig.

Hun fik en bøde på 125.000 kroner og blev samtidig udelukket fra sporten i seks år.

Diego Maradona scorer med Guds hånd - 1986

Kvartfinalen mellem England og Argentina ved VM i 1986 vil for altid blive husket for to yderpunkter i fodboldens historie: Det måske smukkeste mål nogensinde, men også et af historiens mest usympatiske øjeblikke.

Den argentinske troldmand Diego Armando Maradona var i én og samme kamp både fodboldforfører og storbedrager.

Det var bedrageren, der først viste sit ansigt på det enorme Azteca stadion i Mexicos hovedstad. Ved stillingen 0-0 i anden halvleg dribler Maradona forbi to englændere, sender bolden videre til Jorge Valdano på kanten af feltet. Valdano tæmmer bolden dårligt, den springer op i luften, engelske Steve Hodge forsøger halvt liggende at cleare bolden, men den ryger i en bue tilbage mod den engelske målmand Peter Shilton.

Shilton når ikke bolden før Maradona, der springer med sin venstre arm over hovedet og dirigerer bolden i mål med hånden.

Englænderne er oprørte. De har set Maradonas bedrag, men dommeren, Ali Bin Nasser, reagerer ikke. Hans udsyn var blokeret, har han efterfølgende fortalt, og linjevogteren, der havde bedre udsyn til målet, lagde ikke an til at annullere målet, som derfor fik lov at stå.

Minutter senere viser Maradona, hvorfor han blev regnet som verdens bedste fodboldspiller, da han fra midten af banen afdribler et halvt britisk mandskab og scorer et af historiens bedste mål. Argentina vinder 2-1 og ender siden som verdensmester.

Tv-billederne afslørede tydeligt Maradonas brug af hånden ved målet til 1-0. Presset af beviserne imod sig gav Maradona selv målet sit efterhånden ikoniske navn, da han sagde: ’Det blev scoret en lille smule med Maradonas hoved og en lille smule med Guds hånd.’

Baseball-stjernes bat havde ulovlig kerne - 2003

For det utrænede øje lignede det et uskyldigt omend kuriøst uheld, da baseball-stjernen Sammy Sosas bat knækkede i to under en kamp i 2003.

Men da kampens fire dommere samledes om det ødelagte bat midt på banen, kunne man se alvoren brede sig. Og kort efter fik tv-seerne også syn for sagn: I battets kerne var der kork.

Det er ikke tilladt at ændre på battene i baseball - de skal være i ét stykke træ. Et bat med kork i estimeres at slå 10-15 meter længere end et normalt, fordi det bliver lettere, og svinghastigheden på battet dermed bliver højere.

Chicago Cubs-spilleren Sosa, som i slutningne af 1990’erne og starten 2000’erne var en stor profill, bedyrede sin uskyld: Han var kommet til at tage et bat, som han havde brugt til en opvisning for fans dagen før, sagde han.

Men det ulovlige bat kostede Sosa otte spilledages karantæne og et blakket eftermæle. Han er den sjette spiller siden 1970, som er dømt for at bruge et bat med kork.

Ukendt løber og ikonisk snyder vinder legendarisk marathon - 1980

- Jeg tror ikke på hende. Jeg tror simpelthen ikke på, at hun har løbet et maraton. Hun ser slet ikke træt ud.

Rosie Ruiz havde knap krydset målstregen som vinder af Boston Marathon i 1980, før mistanken mod hende blussede op. Bill Rodgers, vinderen af mændenes løb, troede i hvert fald ikke på hende.

De tilstedeværende reportere var også skeptiske. De havde svært ved at forstå, hvordan den 26-årige ukendte løber pludselig kunne barbere 25 minutter af sin personlige rekord og vinde Boston Marathon nærmest ud af det blå.

Først på de sidste halvanden kilometer af løbet var Ruiz pludselig dukket op på tv-dækningen af løbet.

Da mistanken mod Ruiz blev et offentligt anliggende, stod flere publikummer frem. De havde set Ruiz træde ind på ruten sent i løbet, andre havde snakket med hende i metroen, mens løbet var i gang.

Efter otte dages votering blev Ruiz’ sejr i Boston taget fra hende. Ruiz har aldrig erkendt at have snydt sig til sejren i Boston Marathon.

Sandheden, om hvordan hun krydsede målstregen først, tog hun med sig i graven, da hun døde af kræft tidligere i 2019.

Chilensk målmand skærer sig til blods med skjult barberblad - 1989

Var det ikke for en vågen fotograf, havde Brasilien den dag i dag ikke været den eneste nation, der har deltaget ved alle VM-slutrunder.

Under den afgørende VM-kvalifikationskamp mellem Brasilien og Chile i 1989 blev et romerlys kastet på banen af de brasilianske fans på Maracana stadion i Rio de Janeiro.

Den chilenske målmand Roberto Rojas falder til jorden og vånder sig, og kort efter begynder blodet at løbe fra hans ansigt. Dommeren afbryder kampen. Brasilien, der var foran 1-0, risikerer at blive taberdømt og dermed misse VM i fodbold i Italien.

Men en enkelt fotograf har fanget, hvad der virkelig skete. Hans billeder viser, at romerlyset ikke rammer Rojas, men lander et stykke fra målmanden. Alligevel falder han til jorden, og med et skjult barberblad, han har gemt i sin målmandshandske, skærer han sig i hovedet.

32-årige Rojas bliver udelukket fra fodbold for altid, mens Chile ikke bare taberdømmes 0-2, men også bliver bandlyst fra at deltage ved VM i 1994.