Holten Poulsen om VM-sølv: Opløftende efter sløj fredag

René Holten Poulsen sikrede sig en VM-sølvmedalje på rå viljestyrke mere end god roning, fortæller han.

Rene Holten Poulsen ror sig til sølv ved VM. (Foto: © Balint Vekassy, canoephotography.com / Balint Vekassy (ICF))

For René Holten Poulsen havde VM i Racice indtil i dag ikke været nogen stor succes. I går måtte han gå på land med to 8.-pladser som resultat. Særlig 8.-pladsen i 1000 meter enerkajak, hvor han var forsvarende guldvinder, var tung.

Derfor faldt dagens sølvmedalje i 500 meter enerkajak også på et særdeles tørt sted, selvom der er rigelig plads til forbedring, fastslår han.

- Det var dejligt opløftende efter en rigtig dårlig dag i går. Men det var ikke noget godt løb, og det var mere vilje end roning, der fik mig over stregen, men det skal der også til nogle gange. Det var dejligt at markere, at jeg stadig godt kan.

- Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at sige, at det ikke var min bedste 500 meter nogensinde, og det var fordi, de andre satte farten ned til sidst, og jeg bare kører på med min udholdenhed, at jeg kunne vinde en medalje.

Motivation til vinteren

For kajakroerne nærmer sæsonen sig sin afslutning, og forude venter en lang periode med hård træning og ikke så meget tid på vandet og til stævner.

Selvom VM i Racice har budt på både op- og nedture for René Holten Poulsen, mener han alligevel, at der kan findes elementer, der kan tjene som motivation henover vinteren.

- Der har været både gode og et par dårlige ting i den her weekend. Selvom det ikke lykkedes på 1000 meter, så tror jeg, at der er nogle gode forklaringer på, hvorfor det gik sådan. Og der var andre ting, der gik spillede rigtig godt både torsdag og fredag, så jeg glæder mig til at komme i gang med vintertræningen. Men først skal jeg have lidt pause, siger han.

Sølvmedaljen ved dette VM var René Holten Poulsens sjette i karrieren. Tre har været guld, to af sølv og en enkelt af bronze.