Danmarks Idrætsforbund, DIF, og Jyllands-Posten uddeler hvert år den yderst prestigefyldte pris Årets Sportsnavn. Prisen gives til en eller flere atleter, der har markeret sig særligt godt i det forgangne år.
I aften skal findes en ny vinder, når gallashowet Sport 2016 løber af stablen i Herning, men allerede nu kan du varme op med tur ned af mindernes allé til de sidste 10 års vindere af prisen som Årets Sportsnavn.
2015: René Holten Poulsen, kajak
René Holten Poulsen havde en kanonår i kajakken i 2015, hvor han blandt andet blev verdensmester. Det sikrede ham prisen sidste år.
2014: Camilla Pedersen, triatlon
Camilla Pedersen fik prisen i 2014, da hun efter et alvorligt uheld, der lagde hende i koma, kom tilbage til sin sport og VM-guld i triatlon.
2013: Maja Jager, bueskydning
Det var en solid medaljehøst, der er i 2013 sikrede bueskytten Maja Jager titlen. Hun vandt det år både individuelt VM-guld, VM-bronze for hold samt World Cup-bronze for hold.
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
Det gik som smurt i kædeolie for Lasse Norman Hansen, da han i London i 2012 henrykkede hele den danske nation med sin OL-guldmedalje i banecyklingens disciplin omnium.
2011: Jeanette Ottesen, svømning
Den rutinerede svømmer Jeanette Ottesen blev i 2016 den mest vindende danske svømmer nogensinde, men allerede i 2011 blev hun hædret som Årets Sportsnavn, da hun vandt VM-guld i 100 meter fri.
2010: Caroline Wozniacki, tennis
Det var et forrygende år for Caroline Wozniacki, 2010. Den danske tennisstjerne lå nummer et på verdensranglisten og vandt samtidig hele seks turneringer det år. Det sikrede hende titlen Årets Sportsnavn.
2009: Lotte Friis, svømning
Det skortede ikke på medaljer for Lotte Friis i 2009. Den danske svømmer vandt blandt andet VM-guld på 800 meter fri, VM-sølv på 1500 meter fri samt to medaljer ved EM. Det gav hende den ærefulde pris det år.
2008: Herrelandsholdet, håndbold
Efter bronzemedaljer ved tre EM-slutrunder i træk lykkedes det endelig for herrelandsholdet i håndbold at snuppe guldet ved EM i 2008. Det var landsholdets første guldmedalje nogensinde, og det gav kåringen som Årets Sportsnavn.
2007: Mads Rasmussen og Rasmus Quist, roning
Der var fart i letvægtsdobbeltsculleren i 2007, hvor Mads Rasmussen og Rasmus Quist vandt nærmest hvert eneste løb. Kronen på værket var guld ved VM samme år – og æren af at kunne kalde sig Årets Sportsnavn.
2006: Mikkel Kessler, boksning
Der var smæk i handsken hos Mikkel Kessler i 2006, da han besejrede tyske Markus Beyer på hjemmebane i Parken. Tre omgange tog det at slå Beyer ud, og dermed sikrede Kessler sig de både to VM-bælter fra WBA og WBC samt titlen som Årets Sportsnavn.
I aften får listen så et nyt navn. Du kan se med klokken 21.00, når DR1 viser Sport 2016.