Dårligt uddannede medarbejdere, computere og printere, der ikke virkede, ingen transport og til tider endda mangel på mad og drikke til de personer, der skulle stå for antidopingarbejdet.
En rapport fra det internationale antidopingforbund, Wada, slår fast, at store logistiske problemer hæmmede arbejdet med at teste atleterne under OL i Rio. Der var dage, hvor mindre end halvdelen af de planlagte test blev gennemført.
En skam, men ikke ligefrem overraskende, siger Henrik Liniger, der i mange år har fulgt sportsverdenens kamp mod doping som journalist på DR Sporten.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ved verdens største sportsbegivenhed ikke er i stand til at køre en stringent dopingkontrol. Jeg tror, det her er konsekvensen af at afvikle et OL et sted som Rio.
- Men det er værd at bide mærke i, at det i rapporten slås fast, at der ikke er tale om ond vilje fra den internationale olympiske komité (IOC) eller arrangørens side. De fremhæves tværtimod for at være åbne for nye testmetoder og at ville gøre tingene ordentligt. Det er bare ikke lykkedes, siger han.
De store problem lå før OL
Samme slags problemer skal man til gengæld ikke forvente at se i 2020, hvor Tokyo står som arrangør.
- Jeg tror ikke, at man kan udlede så meget af den her rapport med henblik på OL i 2020, fordi der er meget, der skal gøres bedre. Der er en lang række af problemer, som vi ikke kommer til at se i det meget velordnede japanske samfund.
I det hele taget er det store problem ikke de kaotiske tilstande for antidopingarbejdet under selve legene, men nærmere at det i rapporten også fremgår, at mange atleter kom til Brasilien uden overhovedet at have været testet i 2016.
Faktisk drejer det sig om 4175 ud af de godt 10.000, der var med i Rio.
- Det er noget som Wada må reagere på. De må tage fat i de nationale antidopingmyndigheder og bede dem gøre det bedre. Det kan jo ikke nytte noget, at man i nogle lande bliver udtaget til prøve hele tiden, og i andre sker det stort set ikke, siger Henrik Liniger.
I alt blev der foretaget 500 dopingtest færre under legene i Rio, end arrangøren havde planlagt.