Her er planen: Fra klokken 10 til 16.30 drøner jeg rundt på Landsstævnet og deltager i så mange aktiviteter som mulig. Fra 16.30 til 18.30 skriver jeg historien om projektet. Derefter aftensmad inden jeg ligger mig i en knude hjemme i sengen og klynker over smerter i bentøjet.
10.00: Møde med Kirstine Mielcke Hansen
Hun er medkommentator til afslutningen på søndag DR 1 og til Verdensholdets opvisning lørdag aften, som vi livestreamer på dr.dk. Vi ser hinanden for første gang. Får aftalt, at det skal blive fedt. Der kommer godt nok en pause på 20 minutter midt i Verdensholdets opvisning. Vi skal fylde den på en eller anden måde. Kirstine lover masser af anekdoter fra sin tid på Verdensholdet og tidligere Landsstævner. Så lang så godt.
10.30: Qi Gong i Nordkraft
Kinesisk helsegymnastik. Tænk Tai Chi. Rolige, kontrollerede bevægelser i jagten på harmoni i både krop og sjæl. Lokalet er proppet. Jeg finder en plads helt over ved en væg. Alle de andre deltagere er barfodede, hvilket gør mig skeptisk. Idræt på land uden fodtøj signalerer i mit univers noget med hippier og kikærter. For ikke at ødelægge den gode stemning følger jeg trop. Står kastreret tilbage i strømpesokker.
Qi Gong udtales Tjigong oplyser instruktøren. Jeg er allerede klogere, end da jeg kom. Den ene øvelse afløser den anden. Man kan sige meget godt om kineserne, men fantasien fejler ikke noget, når de navngiver ting. En bevægelse med armene over hovedet er ”Regnbuen”. Jeg flytter armene foran kroppen og udfører dermed ”Hænderne går som havets bølger”. For ikke at tale om ”Vi flyver som en due”. Lyriske perler samtidig med kroppen finder ro. Skidtet virker. Hvis vi kan finde ud af et eller andet i forhold til reglerne vedrørende fodtøj, kommer jeg gerne igen.
11.30 – 12.00: Panna på Havnefronten
Fodbold en mod en på lille bane med to meget små mål i hver ende. Tre scoringer udløser en sejr. Eller bare en enkelt tunnel på modstanderen. Som vi alle ved, er det ultravigtigt med en sejr i sin debutkamp, så jeg håndplukker min modstander. En tv-vært. Kvindelig oven i købet. Da Mette Bluhme Rieck over i købet med store, uskyldige øjne som en cockerspaniel beder om at få reglerne forklaret skyller selvtilliden gennem mig som en tsunami. Det her bliver tre sikre point. Et blodbad.
Efter få sekunders spil er jeg på hælene. Rieck afslører en diabolsk, defensiv plan. En panna-udgave af Ove Pedersens klassiske vi-parkerer-bussen. Hun lukker af for mine kreative tunnel-forsøg. Febrilsk forsøger jeg at benytte banderne til skabe gennembrud, men det går op i lort. Så skvatter jeg over mine egne ben. 0-1.
Rieck sætter fysik på og maser mig ned i egen forsvarszone. 0-2. Jeg har endnu ikke haft en kvalificeret afslutning.
Så kommer chancen. Rieck mister balancen og ligger udstrakt på jorden. Forsvarsløs som en skildpadde på skjoldet. Jeg tæmmer bolden med mit brandvarme venstreben. Vejen til succes er åben, indtil jeg rammer kuglen med hælen og besegler min egen skæbne. Selvmål. 0-3. Det svider. Med Riecks kaglende hånlatter i ørene hopper jeg på cyklen. Minder om VM-semifinalen i 2014 ruller frem for mit indre blik. Og jeg er Brasilien.
12.00-12.15 Flydende badmintonbaner
Jeg leder forgæves i et kvarter. Det viser sig, at de på grund af vejr og vind er flyttet til en ny position med forventet åbningstid senere på eftermiddagen. Surt.
12.30 – 13.00: Ocean Rescue i Vestre Fjordpark
Flot udendørs anlæg de har fået i Aalborg. Masser af baner til beachvolley og strandhåndbold. Bassiner til forskellige vandaktiviteter. Stedet hvor der under Landsstævnet er mulighed for at lære at redde menneskeliv. I ved, få dem halet på land og pustet luft i dem og den slags. Men hånden på hjertet. Det sejeste ved at være livredder er, at sidde i sit tårn og signalerer totalt overblik. Plus løbe i vandkanten i bar overkrop med at redningsudstyr. Med den detalje afkrydset kommer jeg videre i planen.
13.00 – 13.45: Frokost
Aalborg er godt kørende med streetfood. Længere er den ikke.
14.00 – 15.00 Træklatring
Det ser legende let ud, når jeg står og kigger på. Man bliver iført en sele. Den kobles på et reb, der går hele vej op i trætoppen. Ved hjælp af arme og ben og to knuder på rebet, der hele tiden skal flyttes, kan man så arbejde sig metodisk op mod en klokken placeret i cirka fem meters højde. Et dask på klokken markerer, at målet for øvelsen er nået.
Jeg komme ikke i nærheden af den forbandede klokke. Mens jeg hænger og dingler et par meter over jordoverfladen med mælkesyre i hele kroppen, bliver jeg overhalet af Marta. En pige på cirka 11 år med rottehaler og opmuntrende forældre. Hun blæser ubesværet forbi mig. Min hænder er ildrøde af at hive i rebet. ”Vil det ikke være en fordel med handsker”, spørger jeg ned mod klatre-instruktøren. ”Nej, det er ikke nødvendig”, lyder svaret lettere nedladende. Jeg bemærker, at Marta heller ikke har handsker på, da hun overhaler mig igen. Denne gang i nedadgående retning.
15.30 – 15.50: Salsa Fitness i Nordkraft
Smidige hofter og vibrerende bagdele. Det er egentlig den perfekte afslutning på dagen. Plus fodtøj bliver accepteret. Men jeg føler mig udbrændt. Ikke mere tilbage at skyde med. De første ti minutter med opvarmning går sådan set okay. Men da vi første skal til at kombinere flere forskellige trin og dreje rundt om os selv, ryger kæden af. Min motorik er overmatchet. Bidrager sådan set kun til holdet med at stå i vejen. Efter 20 minutter træder jeg ud af flokken, tager min taske og begynder at navigere mod udgangen. Den ligner en hovedbanegård i myldretiden. Til sidst når jeg ud i frisk luft. Det er slut. Tak til Landsstævnet!