Guldfireren stryger direkte i VM-semifinale

Letvægtsfireren roede stærkt i det indledende heat og sikrede en plads i semifinalen ved VM

Kasper Winther, Jens Vilhelmsen, Jacob Barsøe og Jacob Larsen i aktion i Guldfireren (Foto: © Philipp Schmidli, 2015 Getty Images)

Letvægtsfireren i roning fik mandag en rigtig god start på titelforsvaret ved VM, der bliver afholdt i Aiguebelette i Frankrig.

Kvartetten, der består af Jacob Søgaard, Jacob Barsøe, Jens Vilhelmsen og Kasper Jørgensen, vandt det indledende heat i tiden 5.57,51 minutter.

Båden, der bærer tilnavnet Guldfireren, afviste Italien og USA, der sluttede et godt stykke bagude.

Tæt på OL

Den danske båd lå nummer tre efter 500 meter, men efter en kilometer, halvvejs gennem løbet, havde kvartetten arbejdet sig op på andenpladsen.

Mod slutningen var den danske båd helt suveræn, og Italien var knap fire sekunder efter på andenpladsen.

Kun vinderen gik direkte videre til semifinalerne fredag, mens der er opsamlingsheat onsdag.

Med pladsen i semifinalerne er Guldfireren meget tæt på at kvalificere sig til OL. De 11 bedste både ved VM kommer med til legene i Rio, og der kommer i alt 12 både med i semifinalerne.

/ritzau/