Frankrig fik en forrygende start på skiskydnings-VM, der begyndte i Oslo i dag. I mix-stafetten måtte verdensranglistens nummer 1, skiskytte-fænomenet Martin Fourcade, dog kæmpe hårdt for sejren på sidste tur, hvor han konstant blev presset af tyskeren Simon Schempp.
Men med et angreb på en lille stigning få hundrede meter før mål afgjorde Fourcade konkurrencen og løb VM-guldet hjem, mens det blev sølv til Tyskland.
Værstnationen på podiet
De norske løbere endte på tredjepladsen og sørgede dermed for, at værtsnationen kom en tur på podiet. Norge kunne ellers lugte guldet efter tredje tur, hvor Johannes Thingnes Bø kun var ét sekund efter Frankrig.
Men storebror Tarjei Bø kunne ikke udnytte det gode oplæg og måtte nøjes med bronzen, 14 sekunder efter Fourcade og Frankrig.
VM fortsætter på lørdag med de første individuelle konkurrencer. Vi sender kvindernes sprint lørdag kl. 14.25 på DR1