Her i den spæde start af marts måned er der tastet færdigt på Det Internationale Bordtennisforbunds store lommeregner, og kolonnen afslører, at Danmarks herrelandshold har nået nye højder.
En tiendeplads på verdensranglisten er det nemlig blevet til, hvilket sker uden fortilfælde.
Summen af en stærk måned i Sydkorea, hvor landsholdet nåede VM-kvartfinalen og samtidig kvalificerede et dansk bordtennislandshold til OL for første gang nogensinde.
Herrelandstræner Linus Mernsten tøver ikke med at kalde turen op ad rangstigen et kvalitetsstempel.
- Vi kommer tættere og tættere på den absolutte verdenselite, siger landstræneren til DR Sporten.
Sådan så det ud, da danskerne spillede sig i VM-kvartfinalen og samtidig havde kvalificeret sig til OL i Paris:
- Det giver selvtillid, og bordtennis handler om selvtillid. At man tror på det og ikke lader sig forblænde, når man møder stjerner fra Kina, Korea, Japan, Tyskland, Sverige og Frankrig. Vi ved, at vi kan slå de fleste, og det mener jeg, at vi cementerer nu, siger Linus Mernsten.
Inden VM lå Danmark nummer 20 på verdensranglisten, men rejsen østpå blev på mange måder et statement fra spillere og forbund, forklarer Puk Kirkeskov Hvistendal.
Hun er direktør i Bordtennis Danmark og derfor også en af dem, der besluttede, at forholdene skulle toppes af. Derfor blev staben opgraderet, så der var to trænere og en fysioterapeut og en sportspsykolog fra Team Danmark med.
- Og det er ellers ikke noget, vi normalt har til rådighed med det budget, vi har. Men vi er gået all in, som landsholdsspiller Jonathan Groth forklarede under VM.
Det viste sig dog med al tydelighed, at prioriteringen var den helt rigtige, mener Puk Kirkeskov Hvistendal.
- Det er ingen tvivl om, at det sats var godt givet ud. Nu var jeg med og kunne se med egne øjne, hvad det betød, at jeg kunne overtage nogle af de praktiske ting, spillerne eller landstræneren nogle gange selv står med, siger direktøren i Bordtennis Danmark.
Hun fremhæver en situation, hvor landsholdet spillede tre kampe på 26 timer og samtidig skulle finde tid til at forberede sig både fysisk og mentalt. Her viste det nye setup sit værd.
- Normalt er spillerne alene eller afsted med landstræeren, så det, at vi havde Team Danmarks eksperter derude, gjorde, at spillerne kunne koncentrere sig om at spille og restituere.
- Det er en stor opgave at stå som ene mand ved bordet med så stort et publikum omkring sig og performe under pres på hver bold. Så det har været et stort sats, men jeg synes bestemt, at det er lykkedes, og jeg havde ikke priortieret anderledes, siger Puk Kirkeskov Hvistendal.