eSuperligaen kan byde på Raúl i en Vejle-trøje og garanti for godt vejr

Der er mange detaljer at holde styr på, når eSuperligaen går i gang. Derfor kan du her få besvaret nogle af de spørgsmål, man kan have om den nye FIFA-esports turnering.

Sikke en scoring af Michael Laudrup, som derved bringer Vendsyssel foran” eller "det var slutfløjtet, og kampen ender 1-1 med to flotte mål af Lionel Messi”.

Det er ikke sætninger, man hører hver dag, men det er ikke umuligt, at du hører dem i dit tv mandag aften.

Disse scenarier kan udspille sig, når den danske FIFA-turnering eSuperliga begynder. I ligaen skal 16 hold, som hver repræsenterer en superliga- eller 1. divisionsklub, nemlig spille mod hinanden på PlayStation i spillet 'FIFA 19'.

FIFA-mandskaber skal de selv sammensætte. Derfor har deltagerne mulighed for at vælge fra øverste hylde, hvad angår sammensætningen af hold, og derfor kan den samme FIFA-spiller sagtens være at finde i begge startopstillinger.

Vejret er altid godt i eSuperligaen

Når der skal spilles kamp i eSuperligaen, kommer det til at foregå på stadions, hvor vejret er til at stole på. Dette sikrer arrangørerne sig ved at indstille settings til kampene, så spillerne undgår at spille i sne, slud og regn.

Så mens spillerne i den danske superliga må slås med novemberregn, kan deltagerne i eSuperligaen trøste sig med, at der altid er tørre baner i FIFA-kampene.

eSuperligaen adskiller sig også fra almindelig fodbold ved, at FIFA-spillerne ikke kan få skader. Så mens en superliga-spiller kan være ude i flere spillerunder grundet en forstrækning, kan hårde tacklinger og overanstrengelser ikke holde FIFA-spillerne fra banen.

Advarelser i eSuperligaen har heller ikke den samme betydning, som vi kender det fra eksempelvis Superligaen.

Hvis en spiller får rødt kort i eSuperligaen, kan spilleren sagtens stille til start i den næste kamp. Derfor kan klubberne stille med stærkeste opstilling hver gang, da karantæneregler og langtidsskader ikke eksistere.

Startopstillingerne

Klubberne skal ikke stille op med en startopstilling med aktive spillere fra deres respektive klubber, men kan starte med lige den opstilling, de har lyst til. Deltagerne spiller nemlig ’Ultimate Team’, hvilket vil sige, at deltagerne spiller med deres eget personlige hold.

FIFA-spillerne, de har på holdet, har de tilegnet sig ved at vinde eller købe pakker i spillet, som indeholder forskellige spillere fra både ind- og udland.

FIFA-spillerne i pakkerne kan også være tidligere legender. Derfor kan pensionerede spillere som Raúl sagtens være at finde i en Vejle-trøje, mens den samme FIFA-spiller også kan være på begge hold.

Grundspillet i eSuperligaen afvikles fra 5. november til 12. december, mens playoff-kampene og finalen spilles den 17. december. De første kampe afvikles i eftermiddag klokken 17.15 og du kan følge med i kampene på Dplay og LIGA på P3.