Danske kajakstjerner ror sig sikkert i VM-semifinaler

René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen er i VM-semifinalen i henholdsvis 1000 og 500 meter enerkajak.

Emma Aastrand Jørgensen roede sig torsdag sikkert i VM-semifinalen i Tjekkiet. (Foto: © MARCOS BRINDICCI, Scanpix)

De danske kajakstjerner fik en planmæssig indledning på kajak-VM, der torsdag er gået i gang i tjekkiske Racice.

Således er både René Holten Poulsen og Emma Aastrand Jørgensen klar til semifinalerne i henholdsvis 1000 meter og 500 meter enerkajak.

René Holten er regerende verdensmester i 1000 meter enerkajak, mens Emma Aastrand Jørgensen er OL-sølvvinder i 500 meter enerkajak.

I det indledende heat var René Holten i fuld kontrol, da han indledte sit forsvar af guldet fra Milano i 2015.

Efter 250 meter førte han med næsten et sekund, og han øgede forspringet gennem resten af løbet. Han kunne dermed sikre sig en sikker heatsejr og en plads i semifinalen.

René Holten tog heatsejren foran belgiske Artuur Peters og franske Etienne Hubert.

Holten også videre i toerkajak

Emma Aastrand Jørgensen blev nummer to i sit indledende heat bag russeren Elena Aniushina. Hun er dermed også ubesværet videre i 500 meter enerkajak.

René Holten og Emma Aastrand Jørgensen er de to største danske håb ved det igangværende mesterskab i Racice.

Udover favoritdisciplinerne stiller de to også op i 5000 meter.

Derudover deltager René Holten også i 500 meter toerkajak sammen med Nils Boe. Her lykkedes det også den danske duo at ro sig videre til semifinalerne.

/ritzau/