Det blev til to nederlag, da de danske compound-bueskytter Stephan Hansen og Sarah Sönnichsen natten til søndag dansk tid var i aktion i finalen ved World Cup-stævnet i Salt Lake City i USA.
Sarah Sönnichsen, der er nummer to på verdensranglisten, tabte til spanieren Andrea Marcos, der er nummer 12 i verden.
Spanieren snuppede guldet med cifrene 145-143.
Finalen hos herrerne var et opgør mellem verdensranglistens nummer et, Stephan Hansen, og nummer to, Mike Schloesser fra Holland.
Den danske verdensmester udkæmpede en meget lige finale mod sin hollandske modstander.
Begge skytter opnåede 147 point, men i den efterfølgende shootoff, hvor begge skytter opnåede den højeste pointscore, ti, sad Mike Schloessers pil marginalt tættere på skivens midte end danskerens pil.
Det næste World Cup-stævne bliver afviklet i Berlin i august.
Med World Cup-sølvet i USA er både Stephan Hansen og Sarah Sönnichsen sikret deltagelse ved World Cup-finalerne i Italien, meddeler Bueskydning Danmark i en pressemeddelelse.
/ritzau/