Danske Astralis er solgt til ny ejerkreds

Counter-Strike holdet Astralis er solgt til en gruppe nye investorer.

Astralis Group køber Counter-Strike holdet Astralis fra RFRSH Entertainment. (Foto: © MARIUS BECKER)

2019 har indtil videre ikke levet op til det forrygende 2018, det danske Counter-Strike hold Astralis havde.

Efter 14 måneder som verdensranglistens absolutte nummer et, blev holdet i foråret væltet af pinden af amerikanske Team Liquid.

Nuvel, holdet er stadig aktuelt placeret på en tredjeplads i verden, men uroen omkring holdet og selskabet bag, RFRSH Entertainment, har fyldt en stor del for fans og tilsyneladende spillerne selv.

Astralis er løbende blevet kritiseret for at melde afbud til flere turneringer, for i stedet at spille turneringsformatet Blast Pro Series, som selskabet RFRSH Entertainment står bag.

Derfor kom det for få uger siden frem, at RFRSH Entertainment havde sat Astralis til salg, så der ville være en tydelig opsplitning af selskabets interesserer.

Og nu er et salg af Astralis så faldet på plads.

Det fortæller Nikolaj Nyholm, direktør i RFRSH Entertainment, der sammen med medstifter af Astralis, Jakob Lund Kristensen, og en gruppe investorer, bestående af primært danske erhvervs- og sportsfolk, nu overtager ejerskabet af Astralis.

Det betyder også, at Nikolaj Nyholm stopper som direktør i RFRSH og i stedet overtager direktørhatten i det nystiftede Astralis Group, som også består af søsterholdet Origen, der gør sig i League of Legends.

- Jeg er rigtig stolt af det, som vi har opnået, men på et tidspunkt må man også tage et valg, og mit hjerte ligger tæt op af Astralis og Origen. Vi gør det også for at kunne separere ejerskabet mellem RFRSH og holdene, så der ikke er noget i klemme, siger Nikolaj Nyholm.

Nikolaj Nyholm ønsker ikke at oplyse prisen for at købe Astralis, men fortæller, at en stor del af salgsprisen er hans egne samt Jakob Lund Kristensens aktier i RFRSH.

Astralis vandt hele ni titler i 2018. Nu har holdet fået nye ejere. (Foto: © Norbert Barczyk, imago images / Newspix)

Hvidt følger med

Selv om Astralis altså blev væltet af pinden som verdens bedste hold i foråret, betyder opsplitningen af holdet og selskabet bag ikke noget for ambitionerne.

Den tidligere landsholdsmålmand og nuværende sportsdirektør i RFRSH, Kasper Hvidt, har arbejdet intensivt de seneste år på at skabe en vinderkultur hos spillerne, og det fundament for at præstere kommer ikke til at forandre sig, lyder det fra Kasper Hvidt, der selv træder ind i direktionen i Astralis Group sammen med kommunikationsdirektør i RFRSH, Steen Laursen.

- Missionen er stadig at gøre Astralis og Origen bedre, og det lokomotiv kommer til at køre videre uden de store forandringer, men med endnu større kraft.

- I Counter-Strike taler man meget om æraer, om hvem der har været bedst, hvis man kigger over tid. Nu var vi bedst over en lang periode, og det mener mange så er skiftet, fordi vi ikke har ramt samme niveau, men det interesserer ikke os at kigge på den korte bane, som over de seneste ti måneder. Vi fokuserer på at gøre Astralis og Origen til de bedste hold over en ti-årig periode, og det arbejde bliver lettere at fokusere på nu, siger Kasper Hvidt.